Turen går til Horsens

Af: KDJ - Foto: Getty Images den 2. april 2019, kl. 16:16

Der er på fredag dømt østjysk lokalopgør i Horsens. Her bliver du gjort klar til den korte tur mod syd.

Mandag aften lykkedes det heldigvis på en vild afslutning mod Vejle Boldklub at sikre det ene point i første kamp i slutspillets gruppespil. Dermed indtager vi fortsat gruppens førsteplads - en plads vi skal forsvare, når vi allerede fredag tager turen til Horsens for at møde vores østjyske lokalrivaler fra AC Horsens.

Derfor forventes det da også, at vores fantastiske fans fra Aarhus forventes at pryde stadion med en dominerende stemning på udebaneafsnittet - som det er set så ofte før i Horsens.

Getty Images -1034990838 (2)

CASA Arena Horsens udgør destinationen for fredagens kamp. Stadion er opkaldt efter én af Danmarks førende virksomheder inden for udvikling og opførelse af fast ejendom. Der er i alt plads til 10.495 tilskuere.

Udebaneafsnittet er placeret på Nord-Tribunen. Det er 19,60 meter bredt og 23,20 meter højt.

Du finder billetter til afsnittet her.

Og her er informationen fra AC Horsens til de medrejsende fans.

Tag med

Det vil som altid være muligt for fansene at tage afsted i samlet flok, da både AGF Fanclub Aarhus og Samlet for Aarhus arrangerer busture.

Det kommer dog heller ikke til at være besværligt at tage turen på egen hånd. I bil anbefaler vi at følge E45-motorvejen og dreje fra ved frakørsel 55 Horsens N. Fortsæt så videre ad Østbirkvej og Skanderborgvej, hvorefter CASA Arena Horsens burde være lige til at finde. Der er nemlig skiltning hele vejen til stadion, der er placeret på Langmarksvej 65, 8700 Horsens.

Det kan også sagtens lade sig gøre at lade bilen stå hjemme og i stedet køre med den offentlige transport. Der vil fredagen igennem blandt andet være gode togforbindelser fra Aarhus til Horsens.

Vi håber selvfølgelig på at se så mange fans som muligt tage den korte tur mod syd, så spillerne igen kan blive båret frem af en fantastisk støtte på udebane. Lad os sammen indlede weekenden med en fest i Horsens!

Der er kampstart fredag 5. april kl. 19 på CASA Arena Horsens. Kampen kan følges på TV3 Sport og Viaplay for dem, som desværre ikke har mulighed for at tage med.
Tagmed

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet