U15 møder Real Madrid

Af: BJ - 5. april 2019, kl. 14:23

AGF’s U15-hold drager i påsken til Portugal for at deltage i et stærkt besat elitestævne, hvor Real Madrid venter i den indledende pulje.

AGF's U15-hold står foran en spændende sportslig udfordring senere på måneden, når de i påsken sætter kursen mod Portugal, hvor de kan se frem til matchning fra den absolut øverste hylde. Således skal AGF-drengene prøve kræfter med Real Madrid i den indledende pulje, og udover den spanske kongeklub venter også portugisiske Sport Clube og Hapoel Hadera fra Israel.

U15-cheftræner Lasse Fisker har store forventninger til turen.

- Vi glæder os helt vildt til at komme ned og blive matchet af hold fra den øverste hylde. Vi glæder os også til at arbejde yderligere med vores spillestil og gøre de enkelte spillere mere klar til U17-fodbold til sommer. Med sidste års U15-hold så jeg en stor forandring efter vores udlandsstævne, og det samme forventer jeg med den nuværende årgang 2004 U15 årgang. Flere af spillerne vil komme hjem med et indtryk og indblik i, hvad det kræver for at gå hele vejen i fodboldverden, siger Lasse Fisker.

U15 rejser søndag den 14. april og er hjemme igen lørdag den 20. april. Holdet skal spille minimum fire kampe - tre i puljen og én playoffkamp. Af øvrige hold som er tilmeldt stævnet kan nævnes Real Betis, Benfica, Sporting Lissabon og Blackburn.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet