Marstal/Rise venter i årets første pokalkamp

Af: SHC / Foto: Getty Images - 15. august 2019, kl. 12:12

I dag blev der trukket lod til Sydbank Pokalens 2. runde, hvor vi indtræder i turneringen. Og Marstal/Rise på Ærø er vores første udfordring i dette års pokalturnering.

Alle AGF'ere drømmer sig nok fra tid til anden tilbage til Pokalfinalen i 2016, hvor Aarhus fyldte Telia Parken og drømmen om det 10'ende pokaltrofæ levede for en eftermiddag. 

Snart starter drømmen igen, når vi tager hul på en ny sæson i Sydbank Pokalen, hvor der i dag blev trukket lod til turneringens 2. runde, hvor otte 3F Superligahold indtræder i turneringen - herunder AGF. 3F Superliga-holdene kan dog ikke møde hinanden i 2. runde. 

Resultatet af dagens lodtrækning betyder, at vi kan se frem til en kamp mod Marstal/Rise fra Fynsserien. Marstal/Rise er en delvis fusion mellem fodboldafdelingerne i klubberne Marstal IF og Rise Skytte- & Idrætsforening (RSI) og de spiller altså til dagligt i Fynsserien - også kendt som Albaniserien. 

Marstal/Rise kom til 2. runde ved at vinde over Kolding Boldklub i den første runde. 

I alt var der 52 hold i puljen, der deles i øst og vest med 26 hold i hver gruppe. Det hold, der er lavest rangeret har hjemmebane, hvorfor vi altså skal en tur til Ærø. 

Kampen spilles den 3., 4. eller 5. september. Et endeligt kamptidspunkt skal først klarlægges i en dialog mellem de to klubber. Så snart det er endeligt fastlagt, så skal vi nok fortælle mere - også om billetter og andre praktiske forhold.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet