AGF Esport udvider med nyt akademi.
AGF Esport fortsætter nu succesen fra FIFA Academy med et helt
nyt CS Academy, hvor unge spillere kan mødes og træne
Counter-Strike i eksklusive rammer og under top-trænere.
Med faciliteter på topniveau og træning af højeste kvalitet har AGF
Esports FIFA Academy været en stor succes siden åbningen i
begyndelsen af året.
Unge mennesker har mødtes og trænet under kyndig vejledning fra
professionelle trænere under mottoet "More than gaming". På FIFA
Academy er filosofien, at esport handler om meget mere, end de
minutter man tilbringer foran skærmen. Fællesskabet, holdfølelsen
og den sunde levevis er således også i fokus, og nu udvides
træningsmulighederne for alle interesserede.
Fremover bliver der nemlig også mulighed for at gå til
Counter-Strike i Ceres Park & Arena.
Her får de tilmeldte mulighed for at deltage i træning flere
gange om ugen i vores splinternye esport-lokaler, der netop har
gennemgået en større renovering og er blevet udstyret med det
nyeste professionelle gamerudstyr fra Proshop og et lækkert
loungeområde.
Direktør i AGF Esport, Dan Jessen, ser udvidelsen som en naturlig
del af den udvikling organisationen har været inde i de seneste
år.
- Efter succesen med vores FIFA Academy, tager vi nu det naturlige
skridt og udvider med en lignende model med Counter-Strike i fokus.
Vi arbejder hos AGF Esport ud fra visionen om, at vi skal være de
bedste til at udvikle esport-talenter. Udvidelsen af vores Academy
skal bidrage til at forløse alt det talent der er omkring os ved at
give gamerne et struktureret og professionelt miljø, der også
bidrager til det sociale, som vi kender det fra en idrætsforening.
Vi giver de tilmeldte mulighed for et godt fritidstilbud, men
samtidig også en mulighed for at udvikle sig - måske til fremtidens
store CS-stjerner, fortæller Dan Jessen.
Udvikling
Også esport-træner, Rasmus Møller Thomsen, mener at
tilbuddet kan være med til at præge, løfte og udvikle
deltagerne.
- CS Academy giver spillerne mulighed for at komme ind og få kyndig
vejledning i alle spillets facetter af nogle af landets bedste
trænere, og så bliver man en del af et fællesskab, hvor der er
plads til alle og gode muligheder for at udvikle sig som spiller og
som menneske. På sigt kan spillerne endda agere fødekæde til vores
A-hold, der er blevet en fast del af den danske top ti, fortæller
esport-træner Rasmus Møller Thomsen.
CS Academy har - ligesom vores FIFA Academy - hjemmebane i Ceres
Park & Arena i Aarhus, og tilmeldingen er netop startet. Så om
du er til FIFA eller Counter-Strike er der altså gode muligheder
for at dyrke esport under de bedste forudsætninger hos AGF
Esport.
Man kan tilmelde sig og
læse mere her >>>>