AGF Talent: Tætte opgør og et point mod FCK

Af: BJ - Foto: Ole Nielsen den 26. august 2019, kl. 15:00

Både U19 og u17 mødte lørdag FC København på udebane, og her blev det til et enkelt point.

Det ene point stod U17 for, idet deres opgør mod københavnerne endte uden scoringer. AGF-drengene lagde fornuftigt ud, og det lykkedes også at få bolden i netmaskerne, men Frederik Ihlers scoring blev annulleret for offside. Som kampen skred frem, blev hjemmeholdet mere og mere dominerende, men takket være en ihærdig forsvarsindsats, fornemt målmandsspil af Villads Olesen (billedet) og også lidt held lykkedes det U17 at hive det ene point med hjem til Aarhus.

- Vi starter fint og er aggressive, men stille og roligt sætter FCK sig på kampen, og det er nærmest tyveri ved højlys dag, at vi får point med hjem. Men drengene skal roses for en god forsvarskamp, og Villads står den bedste kamp, jeg har set ham stå, siger U17-cheftræner Dennis Ramonn Olsen.

Kampfakta - U17 Ligaen
FC København - AGF 0-0

AGF
Villads Olesen Lukas Therkildsen, Christian Mikkelsen, Ayman Chadi, Marius Hausted - Faysal Halimi, Daniel Jakobsen, Mathias Sauer - Emil Vestergaard (65: Theodor Felix), Asker Beck (70: Gustav Junge), Frederik Ihler (55: Jacob Andersen)

U19 havde fortjent mere

Mens U17 fik mere ud af kampen, end spillet berettigede til, var det stik modsat for U19. Holdet leverede en god præstation mod FCK, men måtte alligevel indkassere et 1-2-nederlag.

AGF-drengene åbnede kampen med god boldomgang og hurtigt genpres, hvilket gav dem et overtag. Men første gang, at hjemmeholdet nærmede sig AGF-målet blev et indlæg omsat til en scoring.

I anden halvleg skruede U19 op for tempoet og investerede mere i afslutningsspillet. Det kastede en udligning af sig, da Frederik Jørgensen brød igennem i højre side og sendte bolden i mål med en glimrende afslutning i det lange hjørne.

Blot ti minutter senere bragte hjemmeholdet sig atter i front efter en opspilsfejl. AGF-drengene forsøgte at svare igen, og både Magnus Kirchheiner og Mads Bager havde udligningen for deres fødder, men anstrengelserne var forgæves, og opgøret sluttede med et smalt nederlag.

- Vi stod med en tom følelse efter kampen. Vi lykkedes langt henad vejen med dét, vi gerne ville, og vi havde det udtryk, som vi skal have på U19. Vi styrede kampbilledet i store perioder, men manglede den sidste kvalitet og skarphed, når tingene skulle afgøres, og det var forskellen på de to hold, fortæller U19-cheftræner Fatah Abdirahman.

Kampfakta - U19 Ligaen
FC København - AGF 2-1 (1-0)
1-0: Andreas Markvard Kirkeby (21')
1-1: Frederik Jørgensen (51')
2-1: William Bøving (62')

AGF:
Daniel Gadegaard - Oliver Lund, Sune Balle, Mikkel Møller Lassen, Frederik Jørgensen - Jacob Trenskow (78: Majaliwa Msabaha), Albert Erlykke Grønbæk, Mads Bager - Marcus Ginnerup (74: Jonas Yderholm), Magnus Kirchheiner, Mostafa Maarouff (85: Sebastian Beraque)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet