Backman ser frem til pokalkamp på Ærø

Af: SHC / Foto: Ole Nielsen - 15. august 2019, kl. 23:22

Dagens pokallodtrækning betyder, at vi skal møde Marstal/Riise fra Ærø. Og her skal ærmerne smøges op, så vi kan komme videre i turneringen, lyder det fra vores anfører.

Det blev tidligere i dag afgjort, at vi skal møde Marstal/Riise fra Ærø i vores første kamp i dette års Sydbank Pokalen.

Det bliver et spændende møde med et hold, der til dagligt spiller i Albani-serien (Fynsserien) og som er kommet til 2. runde ved at slå Kolding Boldklub ud af turneringen med en 5-3 sejr.

Anfører Niklas Backman kender i sagens natur ikke noget til vores kommende modstander. Men det skal han nok komme til, og kaptajnen ser frem til at møde et hold fra en lavere række.

- Det er altid noget specielt at komme ud og besøge de mindre byer. Og man skal ikke tage fejl - det er svære kampe mod hold, for hvem det måske er årets kamp, at AGF kommer forbi og hvor spillerne kan spille deres livs kamp. Så det handler om, at vi skal være professionelle og holde et skarpt fokus. For vi må ikke glemme, at det er den her slags kampe, der bringer os lidt tættere på finalen, siger Niklas Backman, der har noteret sig, at vi i de senere har været gode til at håndtere de tidlige kampe i Sydbank Pokalen, men så senere er snublet mod hold højere op i rækkerne.

- Vi har ofte i starten af turneringen været professionelle og gode til at holde koncentrationen og gjort det, der skal til - for eksempel sidste år mod Tønder og Aarhus Fremad. Man skal være tålmodig, ikke gå i panik og tro på sit hold og sit eget spil, for det kan godt gå hen og blive svære kampe. Så har vi så i de senere år ikke været gode nok lidt længere hen i turneringen og dummet os mod nogen bedre hold, og det skal vi ha' gjort op med. For vi vil virkelig gerne langt i pokalturneringen, der er en stor og vigtig turnering for holdet og klubben, og det arbejder starter på Ærø, siger Backman.

Kampen mod Marstal/Riise spilles i uge 36.

Hold øje med AGF.dk i den kommende tid for flere informationer om spilletid, billetter og andet praktisk information.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet