Fem gode grunde til at komme på mandag

Af: AGF / Foto: Ole Nielsen & Gaston Szerman - 17. august 2019, kl. 22:07

Efter weekenden venter endelig en hjemmekamp i Ceres Park igen, når AC Horsens kommer forbi mandag den 19. august kl. 19. Her er fem gode grunde til at komme i skoven og se fodbold.

Efter to udekampe i træk er vi nu på mandag tilbage på Ceres Park til en kamp mod vores sydlige naboer, AC Horsens. Og efter 0-0 i Haderslev i mandags jagter vi stadig sæsonens første sejr. Med støtte fra lægterne skal vi samme ha' den på mandag.

Det skulle såmænd være grund nok til at komme til fodbold. Men går du stadig og overvejer, om du skal af sted, så er her fem gode grunde til at komme til fodbold i Ceres Park på mandag.

Jagten på en sejr
Holdet jagter stadig sæsonens første sejr. Det var tæt på i mandags med et stolpeskud og flere gode chancer. Men vi venter stadig på at kunne smage sejrens sødme i denne sæson af 3F Superligaen. Det skal komme på mandag mod AC Horsens som vi har vundet over de to seneste gange, vi har mødt dem.

Og frem til mandag kan vi også finde optimisme i, at vi er stærke hjemme på Ceres Park, hvor det blot er blevet til tre nederlag i hele 2019. Så kom i Ceres Park og støt holdet frem mod forhåbentlig sæsonens første sejr. Jeres opbakning betyder alverden for spillerne inde på banen.

DSC_8143

Vi hylder mangfoldigheden
Fodbold er for alle - uanset køn, religion, seksualitet eller hudfarve. Et vigtigt budskab, der skal siges 365 dage om året. Men på mandag understreger vi det ekstra højt, når vi - sammen med resten af 3F Superliga-klubberne - støtter op om et initiativ fra Divisionsforeningen, Kvindedivisionsforeningen, DBU og Spillerforeningen, der sætter fokus på kampen mod Homofobi i den kommende runde af 3F Superligaen. Læs mere her >>>

Regnbuefarvetanførerbind

Hvad sker der på midtbanen? 
For de taktisk interesserede fans er mandagens kamp også interessant al den stund, at vores 6'er og midtbaneslider, Nicolai Poulsen har karantæne til kampen efter sine to gule kort i SønderjyskE i mandags. Poulsen har ellers været fast mand på midtbanen i sæsonen indtil nu. 

Så hvad gør trænerteamet? Hvem skal afløse Poulsen på pladsen på midtbanen? Det debatteres allerede flittigt blandt fans og iagttagere, hvor der er flere spændende konstellationer i spil. Mandag aften er vi meget klogere.

Nicolai Poulsen 280719-005

AL Bank Fanzonen er tilbage
Efter den var flyttet ned til Aarhus Walk ved sæsonens første hjemmekamp åbner AL Bank Fanzonen nu igen på sit vanlige område ved Ceres Park. Her har vi igen lagt os i selen for at skabe hyggelige rammer til en god opvarmning til kampen.

I AL Bank Fanzonen kan ungerne blandt andet fornøje sig med fodbold-dart og minifodboldbaner. Aros kommer også på besøg med nogle af de spillere, der ikke er aktuelle til kampen. Så der er mulighed for en selfie eller en autograf.

Som noget nyt i AL Bank Fanzonen, varmer vi også op til kampen med et optaktsinterview og underholdning på vores nye scene i AL Bank Fanzonen. Her kommer vi fremover til at møde nogle af kampens aktører, AGF-legender, spillere, fans og andre spændende mennesker på scenen inden vores hjemmekampe. Så kig forbi AL Bank Fanzonen inden kampen. Vi åbner 17.30

DSC_7162

Aftenkamp
Selv om vi har haft en del mandagskampe, som har været omdiskuteret i fankredse, så er der nu noget over en aftenkamp i Ceres Park. Og mandag bliver sidste hjemmekamp om aften i et stykke tid. Dermed også sidste mulighed for at opleve skoven og Ceres Park på en sensommeraften, hvor der næsten ikke er noget smukkere end en lav sol over Aarhus på vej hjem ad Stadion Allé efter en sejr. Så kig ud til den sidste aftenkamp i et stykke tid. Se det kommende kampprogram her.

LYSET

Køb billet til AGF vs. AC Horsens her >>>>

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet