Showkamp mod HOG Hinnerup på onsdag

Af: BJ - 30. august 2019, kl. 12:15

Det blev til en sejr over de blå/ gule fra Brøndby, men kan vi også slå de blå/gule fra Hinnerup? Det finder vi ud af på onsdag d. 4. september, når vi skal til Hinnerup for at møde de lokale helte i anledning af HOG’s 110 års jubilæum.

Showkampen, der spilles på E. Trasborg Park (Rønbæk Stadion) i Hinnerup, er et led i klubbens jubilæumsaktiviteter.

- I løbet af året har vi fejret jubilæet med forskellige aktiviteter, og showkampen mod AGF er helt klart et af højdepunkterne. Vi glæder os til at få besøg af Superliga-spillerne, og er taknemmelige for, at AGF har sagt ja til at markere vores jubilæum og skabe en god oplevelse for alle vores medlemmer. Her tænker jeg ikke kun på selve showkampen, men også træningen af vores ungdomsspillere, siger HOG's fodboldformand Niels-Chr. Jönsson.

Det er den anden showkamp, som AGF spiller i 2019. I juni dannede Aabyhøj Stadion ramme om en showkamp i anledning af klubbens 100 års jubilæum, og nu er turen altså kommet til HOG Hinnerup.

- Et jubilæum er en stor begivenhed i en fodboldklub, og det vil vi naturligvis gerne være med til at fejre. Vi glæder os til at vise flaget i Hinnerup og bidrage til festlighederne sammen med forhåbentlig rigtig mange mennesker, siger René Frost, chef for AGF Klubsamarbejde.

Showkampene går på skift mellem samarbejdsklubberne, og der er stor rift om at få Superliga-holdet på besøg.

- Alle vores samarbejdsklubber har mulighed for at ansøge om en showkamp, og der er typisk plads til to-tre stykker i løbet af sæsonen. Vi udvælger de klubber, der har en særlig anledning - og det er altid en stor fornøjelse at komme på besøg i klubberne, fordi der er stor opbakning til kampene, siger René Frost.

Showkampen på onsdag spilles som 2 x 30 minutter mod henholdsvis HOG's bedste seniorhold og mod Danmarks mest velgørende fodboldhold - HOG's Old Boys 40. De spiller i år for at samle ind til koppevacciner til Unicef, så overskuddet fra kampen går også til netop det. Der er kampstart kl. 18.00, og det koster en flad 20'er at komme ind (kontant eller mobilepay), men man er selvfølgelig meget velkommen til at betale ekstra til det gode formål.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet