Til Brøndby med optimisme

Af: SHC / Foto: Getty Images - 23. august 2019, kl. 15:32

Det er historisk set en svær udebane, der venter os på søndag. Men vi går efter den anden sejr over en gul modstander på en uge.

Søndag aften går det løs på den københavnske vestegn, når den klassiske kamp mod Brøndby finder sted. Kl. 18 løber gutterne på banen til det 79'ende opgør i 3F Superligaen mod Brøndby IF. En kamp og en rivalisering, der rækker mange år tilbage i tiden.

Efter sejren over AC Horsens i mandags er det med optimisme og gejst, at holdet lørdag drager mod Sjælland for at forberede sig til kampen på en statistisk svær udebane. 

Men selv om den historiske statistik er på Brøndbys side, så har de sidste fem kampe mod Brøndby været ganske lige med to sejre til hver og en enkelt uafgjort, da vi spillede 2-2 på Brøndby Stadion i vinteren 2017, efter vi var nede 2-0. 

Vores seneste kamp i Brøndby blev dog tabt med de samme cifre, mens vi vandt 3-2 i seneste kamp mod Brøndby IF hjemme i Aarhus. 

Men det er længe siden, at vi har vundet i Brøndby. Rent faktisk skal vi helt tilbage til 2007, hvor Mike Tullberg med et ikonisk saksespark skød sejren hjem til Aarhus. 

Gettyimages -504215509

Siden har vi haft vanskeligt ved at vinde i Brøndby - selv om det med flere uafgjorte kampe og sene sejrsmål til værterne har været tæt på flere gange.

Vores cheftræner David Nielsen har dog overhånden mod Brøndby som han - både som Lyngby-træner og AGF-træner kun har tabt tre gange til ud af otte kampe. Så måske Nielsen har endnu et es i ærmet søndag aften. 

Brøndby IF kommer ind til kampen med en sejr fra seneste runde, hvor det blev til en 2-1-sejr hjemme over AaB, mens vi som bekendt hentede vores første sejr i sæsonen med en 2-0-sejr over AC Horsens. 

Med 13 point ligger Brøndby aktuelt nummer tre i 3F Superligaen, mens vi pt. frister en tilværelse som nummer 12 med fem point. Dog kan vi med en sejr på søndag tage et pænt spring op i tabellen, hvor der lige nu blot er fem point mellem fjerde- og tolvtepladsen. 

Kampen på søndag er i øvrigt vores femte udekamp i indeværende sæson. Mens det omvendt er Brøndby IF's femte hjemmekamp. Og selv om vi i indeværende sæson har haft det lidt tungt med to nederlag på udebane indtil nu, så har vi samlet set kun tabt fire udekampe siden marts måned.

Lad os håbe den statistik holder søndag aften ved 20-tiden. 

Kampen på Brøndby Stadion starter søndag den 25. august kl. 18. 

Her er billetter og praktisk information om kampen, hvis du tager med på udebaneafsnittet på den københavnske vestegn. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet