En deler i årtiets sidste hjemmekamp

Af: Jonas Roulund / Foto: Ole Nielsen - 19. december 2019, kl. 11:44

Det var lige ved og næsten, men vi måtte nøjes med det ene point i Ceres Park i dag.

Der var nok at spille for denne søndag eftermiddag, da vi havde mulighed for at cementere tredjepladsen i ligaen, mens Lyngby kunne angribe en plads i det fine top 6-selskab. 

Samtidig var det jo dagen, hvor vi sammen skulle sikre en glædelig jul, da der blev doneret 100 kroner per tilskuer til AGF's Julehjælp.

Med sejre i de seneste fem kampe gik vi ind til dette årtis sidste hjemmekamp med god rygvind, mens modstanderen fra Sjælland var ubesejret i de seneste tre spillerunder og - skulle det vise sig - blev lidt af en mundfuld på en glat bane efter det havde regnet i timerne op til kampstart. 

Men vi formåede at sætte os på begivenhederne fra start, og vi fik testet gæsternes målmand et par gange i løbet af de første minutter.

Jesper Juelsga ̊rd 081219-001

Alligevel var det udeholdet, som først havde held med at aktivere måltavlen. Efter seks minutters spil tog gæsternes midtbanekreatør, Rezan Corlu nemlig sagen i egen hånd og førte bolden fra midterlinjen frem til feltkanten, hvorfra han resolut sendte kuglen ind bag Eskelinen i målet.

En hård begyndelse, men vores lokale helte var dog ikke sådan at ryste denne søndag eftermiddag. Spillerne samlede sig hurtigt og var tæt på at svare igen et par minutter senere, da Blume kom fri til indlæg og fandt Bundu, men Mikkelsen fik akkurat pillet bolden fra kantspilleren.
Efter 18 minutter leverede Ankersen et skarpt træk ind i banen efterfulgt af en ren Iniesta-lignende stikning ind i feltet til Mortensen, som med et lob forsøgte at overliste Mikkelsen. Lyngby-keeperen diskede dog op med en stor redning, og på riposten sendte Blume bolden over mål.

Patrick Mortensen 081219-001 
Vi skulle nå den halve time, før vi endelig fik åbnet målkontoen. Casper Højer Nielsen skabte mindelser om sin faders frisparksteknik, da han sendte en flot afslutning afsted mod målhjørnet, men igen var gæsternes målmand på dupperne og parerede bolden på overliggeren. Heldigvis stod mål-Mortensen klar og headede udligningen ind på riposten. 1-1.

Få minutter senere måtte unge Hausner lade sig udskifte med en skade, og Juelsgaard-Tingager-konstellationen skulle nu sikre det defensive fundament i den resterende time.

På den glatte bane fik vi kørt bolden fornuftigt rundt resten af halvlegen, og så gik vi til pause med 1-1.

2. halvleg
Efter pausen skulle holdene lige finde fodfæste igen, men hele tiden var det med AGF mest på bolden, og Lyngby lurende på omstillinger.

32-årige Jonas Hansen dømte i dag sin første 3F Superligakamp, og især denne 2. halvleg må have givet ham god erfaring, da der i flere tilfælde lød højlydte protester i forbindelse med et par diskutable domme i afgørende situationer.

Med 55 minutter spillet kom Bundu afsted i en omstilling og brugte sit hurtige antrit til at sætte den første Lyngby-mand. Med et langt træk kom han også forbi den næste, men der blev dømt frispark frem for fordel, da han blev ramt af en tackling undervejs til stor utilfredshed for hjemmeholdet, som dermed mistede en rigtig god scoringsmulighed.

Mustapha Bundu 081219-004

Ellers forløb halvlegen med hjemmeholdet mest på bolden og et Lyngby-mandskab, der - jo længere kampen skred frem - virkede mere og mere tilfredse med remisset.

Udeholdet blev således primært farlige på frispark og hjørnespark kampen igennem, mens De Hviie i flere tilfælde kombinerede sig godt igennem den kompakte Lyngby-defensiv, men akkurat manglede det sidste for at sende bolden over stregen.

Så 1-1 fik lov at stå tiden ud, og vi slutter dermed årtiet af med den sjette kamp i træk uden nederlag.

Mustapha Bundu 081219-001

Sidste AGF-kamp i 2019 er på søndag, hvor vi gæster Herning og ligaens førerhold fra FC Midtjylland.

Kampfakta Superligaen / AGF - Lyngby BK
1-1 (1-1)

6: Rezan Corlu
29: Patrick Mortensen

Tilskuere: 6.138

Advarsler:
AGF: Alexander Munksgaard, Nicolai Poulsen.
Lyngby BK: Marcel Rømer
MOTM: Mustapha Bundu

AGF:

William Eskelinen - Alexander Munksgaard (74: Kevin Diks), Frederik Tingager, Sebastian Hausner (33: Jesper Juelsgård), Casper Højer Nielsen - Bror Blume, Nicolai Poulsen, Mustafa Amini, Jakob Ankersen, Mustapha Bundu - Patrick Mortensen (69: Nicklas Helenius)

Lyngby BK:
Thomas Mikkelsen - Kevin Tshiembe, Nicolai Geertsen, Frederik Winther - Lasse Fosgaard, Kasper Enghardt, Rezan Corlu (90: Kasper Jørgensen), Marcel Rømer, Patrick da Silva - Emil Nielsen (71: Jesper Christiansen), André Riel (60: Frederik Gytkjær).

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet