Lyngby venter i årets sidste hjemmekamp 

Af: MS / Foto: Getty Images og Ole Nielsen - 5. december 2019, kl. 21:54

På søndag venter der et vigtigt opgør i året sidste hjemmekamp, hvor de kongeblå fra Lyngby Boldklub kommer på besøg i Ceres Park.

Lyngby jagter med ihærdighed top seks-feltet, mens vi skal forsøge at fastholde vores aktuelle tredjeplads og få den sjette sejr på stribe, når kampen sparkes i gang søndag den 8. december kl. 14. 



Det bliver vores kamp nr. 51 mod Lyngby i 3F Superligaen, og statistikken taler for tætte opgør mod de kongeblå, da det er blevet til 19 sejre til os og 17 til Lyngby. Og efter vi tabte det seneste møde i Lyngby tidligere på året, kommer vi ind til kampen i jagten på revanche. 

Getty Images -1159904706

God form for begge hold  
Med fem sejre på stribe går vi i sagens natur ind til kampen med masser af selvtillid. Men også gæsterne må formodes at komme med en god tro på egne evner. Lyngby har således kun tabt én ud af deres seneste fem kampe og ligger derfor lige nu på niendepladsen i 3F Superligaen - kun med tre point op til top seks mærket.  



Lyngby kommer også til Aarhus med en overhånd i de seneste fem indbyrdes kampe, hvor de er ubesejret mod os. Vi skal således tilbage til 2014 for at finde vores sidste sejr over de kongeblå, da Kim Aabech sikrede os en 1-0 sejr i 1. division - og retfærdigvis skal det dog siges, at der har været længere perioder uden de to hold er mødtes i 3F Superligaen. 

Ude godt - hjemme bedst 

Vi er lige nu det tredje bedste udebanehold i 3F Superligaen med 14 point over ni kampe, men vi har været endnu bedre hjemme.

På Ceres Park er det blevet til 18 point i ni kampe. Seneste sejr hjemme var den 24. november, hvor vi vandt 2-1 over Brøndby og set over hele efteråret er det kun blevet til tre nederlag i Ceres Park. 



Selvom det ikke er blevet til et clean sheet i de seneste tre kampe, så har vi en defensiv, der står stærkt. Vi har således 3F Superligaens anden-bedste defensiv med 20 indkasserede mål på 18 kampe.

Til sammenligning ligger Lyngby som 3F Superligaens anden dårligste defensiv med 32 mål på 18 kampe. Og en del af de mål er indkasseret på udebane, hvor Lyngby Boldklub har haft det rigtig skidt kun har skrabet fem point sammen over otte kampe på udebane. 

Jakob Ankersen 161017-02

Gensyn
På søndag bliver det til et gensyn med Emil Nielsen og André Riel, der jo tidligere har spillet i den hvide trøje. Omvendt har både Casper Højer, Bror Blume, Alexander Munksgaard og Patrick Mortensen tidligere tørnet ud for Lyngby, hvor vores cheftræner David Nielsen jo også har været træner før han kom til Aarhus. 


Det er måske også i blandt de tidligere Lyngby-drenge, at kampens profiler skal findes. For eksempel Patrick Mortensen, der har scoret otte mål i dette efterår, hvor fem af målene er scoret i de seneste fem kampe på Ceres Park. Mortensen er nu oppe på 17 mål i 31 kampe for AGF. 

For Lyngby skal man nok have blikket rettet mod deres nummer 10, Rezan Corlu. Spilleren, der har en fortid i Brøndby IF, har været impliceret i otte af Lyngbys 24 mål i år.

Se også 3F Superligaens optakt til kampen her >>>

Getty Images -1159896850 (1)


Så der er lagt op til en spændende kamp på Ceres Park søndag, hvor opbakningen fra lægterne ikke kun bliver afgørende for spillerne, men også for den gode sags tjeneste, når vi holder AGF's JULEHJÆLP.

Her skal vi samle julehjælp og gøre julen varmere for dem, der trænger i denne kolde tid. Og jo flere, der kommer til kampen, jo mere julehjælp kan vi gi'. Så kom i Ceres Park på søndag kl. 14.00.  

Billetter her >>>> 

Aarhus -540x 320

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet