Søndag er Sæsonkortholdernes Dag

Af: BJ - 4. december 2019, kl. 11:42

Til årets sidste hjemmekamp hylder vi vores sæsonkortholdere.

Når vi på søndag møder Lyngby i årets sidste hjemmekamp, inviterer vi for første gang til Sæsonkortholdernes Dag.

- Sæsonkortholdernes Dag er et helt nyt tiltag, som handler om, at vi gerne vil påskønne den opbakning og støtte, som vi får fra vores sæsonkortholdere. Nogle af dem har haft deres sæsonkort i årtier og har været gennem tykt og tyndt med AGF. I 2019 har vi oplevet en flot tilskueropbakning i Ceres Park, og det skyldes i høj grad den loyale støtte fra vores sæsonkortholdere, der bakker holdet op på forbilledlig vis. Til Sæsonkortholdernes Dag vil vi gerne give lidt tilbage og gøre det til en særlig dag, siger Morten Lerke, der er ansvarlig for tilskueroplevelser i AGF.

Alle sæsonkortholdere er inviteret til et prematch-arrangement, der foregår i Ceres Arena. Ud over livemusik vil der være en særlig hilsen fra direktør Jacob Nielsen og sportschef Peter Christiansen. Og inden kampen fløjtes i gang kl 14:00 kigger cheftræner David Nielsen også forbi, og udover en optakt til kampen vil han løfte sløret for en speciel erkendtlighed kun til sæsonkortholdere. Sæsonkortholderne har også mulighed for at deltage i lodtrækningen om fede oplevelser, som ikke kan købes for penge.

Blandt alle deltagende sæsonkortholdere trækkes lod om følgende:

  • En heldig sæsonkortholder får lov at komme med i omklædningsrummet med David Nielsen og spillerne efter kampen. Den heldige sæsonkortholder er velkommen til at invitere en ledsager med sig.
  • Otte heldige sæsonkortholdere inviteres til VIP-arrangement med mad og drikke ad libitum, når AGF i foråret 2020 tager imod Hobro IK på Ceres Park.
  • Derudover vil en AGF Legende tage nogle heldige sæsonkortholdere med på en guidet rundvisning på Ceres Park inden arrangementet. Alle, der deltager i Sæsonkortholdernes Dag, er automatisk med i lodtrækningen om en plads på denne rundvisning. Vinderne findes umiddelbart efter tilmeldingsfrist og kontaktes direkte.

Program:
12:15 - Dørene til Ceres Arena åbner 
12:45 - Hilsen fra Jacob Nielsen og Peter 'PC' Christiansen
13:00 - Livemusik
13:20 - Kampoptakt v. David Nielsen
13:30 - Go' kamp!
14:00 - AGF vs. Lyngby

Alle sæsonkortholdere modtog i sidste uge en invitation på mail med nærmere info om tilmelding til arrangementet. Er du sæsonkortholder, og har du ikke  modtaget denne mail, er du velkommen til at skrive til agf-billet@agf-as.dk.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet