Nyt samarbejde mellem Arriva og AGF.
Næste gang AGF møder FC Midtjylland, skal mange fans tage toget
til fodboldkampen. Det er i hvert fald målet bag et nyt samarbejde
mellem bus- og togoperatør Arriva og AGF, der bliver præsenteret i
forbindelse med AGF's hjemmekamp mod netop FC Midtjylland den 24.
februar.
Ambitionen bag det nye samarbejde er, at Arriva og AGF i
fælleskab kan inspirere fans til at benytte sig af toget til og fra
kampe.
- Vi sikrer hver dag, at vores mange pendlende passagerer kommer
frem i rette tid til skole og arbejde. Men vi er der også, når det
handler om de store oplevelser, og når man skal følge sit
fodboldhold. Og vi har en ambition om, at endnu flere vælger toget
frem for eksempelvis bilen - både når man skal til fodbold, på
arbejde eller blot besøge familie og venner. Simpelthen fordi det
er billigere, fleksibelt, bekvemt og ikke mindst meget bedre for
miljøet, siger Kenneth Korsgaard, der er salgs- og marketingchef
hos Arriva Tog A/S, der har sit hovedsæde i Silkeborg og med sin
togdrift har et stort fokus på Aarhus. Derfor er et samarbejde med
AGF oplagt for Arriva.
-
Vi kører fra Aarhus ud i resten af Jylland, og derfor vil vi
også gerne være en relevant del af byen og støtte AGF. Vi
samarbejder også med blandt andre Aarhus Festuge og ser nu frem til
at samarbejde med AGF, der er et af de største sportsbrands i
Danmark. AGF's stærke brand, brede appel og den dedikation og
energi, der er i og omkring klubben, vil vi gerne være en del af og
støtte op om. Der er et socialt element forbundet med fodbold, og
gennem partnerskabet kan vi hjælpe med at bringe folk sammen og
derved støtte sports- og kulturlivet i Aarhus, som jo også er en
del af vores eget lokalmiljø. Så vi glæder os til samarbejdet, som
vi har store forventninger til, tilføjer Kenneth Korsgaard.
Tag toget til fodbold
Samarbejdet mellem AGF og Arriva tager udgangspunkt i
kampagnen "Tag toget til fodbold", hvor AGF og Arriva vil
samarbejde om billetter, markedsføring, events og særtog i
forbindelse med AGF's kampe.
Hos AGF glæder de sig over det kommende samarbejde med Arriva.
- Vi ser med stor glæde frem til det nye samarbejde med Arriva og
er stolte af, at Arriva nu er en del af vores voksende kreds af
samarbejdspartnere. Arriva er et stort og velkendt brand i Danmark,
og vi glæder os over, at de ser gode muligheder i et samarbejde med
os, og vi ser frem til at gøre opmærksom på fordelene ved at tage
toget til fodbold, siger Jesper Elkjær, der er kommerciel chef i
AGF.
Om Arriva
Arriva har været en del af den kollektive trafik i
Danmark i mere end tyve år og er nu den største busoperatør og
næststørste togoperatør i landet.
I 2003 gjorde Arriva sin entré
på det danske togmarked efter at have vundet Danmarkshistoriens
første togudbud om den regionale togdrift i Midt- og Vestjylland.
Arriva fik senest forlænget kontrakten i 2018 og står således for
togdriften frem til 2028. Arriva Gruppen ejes i dag af Deutsche
Bahn.