Forårsfornemmelser i regnen

Af: JR / Foto: Ole Nielsen - 11. februar 2019, kl. 10:14

Det blev en forrygende start på foråret, da Esbjerg fB fredag aften blev besejret i et drivvådt Ceres Park.

Der var flere nye ansigter i startopstillingen, da vi fredag aften tog hul på forårets første kamp. Således stod Patrick Mortensen, Alexander Munksgaard, Frederik Tingager og Kamil Grabara alle klar i Danmarks stolteste spillertrøjer, da vi åbnede Superligaen 2019, hvor også unge Kasper Lunding for første gang var at finde i en Superliga-startopstilling. 

Skærmbillede 2019-02-08 Kl . 22.04.55

Ændringen i startelleveren var dog ikke noget holdet lod sig mærke af, og vi startede godt ud, da både Ankersen og Sana fik afsluttet indenfor rammen indenfor de første 10 minutter.

I den modsatte ende fik 20-årige Kamil Grabara vist, at han er skarp, da EfB hurtigt kombinerede sig frem til en hård afslutning fra kanten af feltet, som polakken greb uden problemer.

Få minutter senere viste nerverne sig pludselig hos modstandernes målmand. Jeppe Højbjerg kiksede en aflevering, der endte for fødderne af Tobias Sana, der hurtigt fik bolden under kontrol og sendte den let ind bag gæsternes målmand. 1-0 og lidt mental arbejdsro til hjemmeholdet.

Cheftræner David Nielsen havde sørget for at tænde godt op under de aarhusianske helte, for chancerne fortsatte med at opstå efter den første scoring. I en situation trak en velspillede Casper Højer Nielsen med frem og fik afsluttet fra en spids vinkel, hvorefter riposten havnede ved Jakob Ankersen, der var en hurtig målmandsrefleks fra at fordoble føringen.

Og vi var endnu ikke færdige med at presse på for en scoring. Kasper Lunding stjal elegant bolden i Esbjergs venstreside efter 35 minutter og så gik det stærkt for den unge kantspiller, der med et flot drev og en fiks aflevering sendte Mortensen alene med Højbjerg. Vores nye angriber satsede dog på en fræk lobafslutning, der desværre blev læst af Esbjerg-målmanden. 1-0 til pause.

Skærmbillede 2019-02-08 Kl . 22.04.26

2. halvleg
Efter pausen kom vi en anelse nervøst ud, men fik stille og roligt bedre styr på kuglen på den våde bane og i det hårde vejr.

Gæsterne blev samtidig holdt fra fadet af vores nye forsvarsduo bestående af kaptajn Backmann og debutant Tingager, der konstant dirigerede og styrede tropperne med sikre fødder og stærke overarme.

En chancetørke opstod, hvilket set med hjemmeholdets briller var ganske udmærket, da vi jo havde føringen, og det betød samtidig, at Grabara ikke for alvor blev sat på prøve på noget tidspunkt i kampen.

Til gengæld kunne Lunding levere lidt lir ved sidelinjen med en flot Elastico-finte efter 75 minutter, inden han blev taget ud efter en fornem indsats.

Vi skulle helt frem til det 82. minut før der for alvor skete noget igen. Her modtog Sana bolden efter en stærk Guira-erobring og vendte sig til en mand-mand-duel mod modstandernes Rodolph Austin. En hurtig svensk step-over finte, og så var Austin sat, mens Sana kunne trille bolden i mål til 2-0.

Skærmbillede 2019-02-08 Kl . 22.04.34

Nu kunne man for alvor mærke de fede forårsfornemmelser på Ceres Park.

Med fem minutter igen var debutanten Frederik Tingager, som i øvrigt blevet kåret til MOTM, ganske tæt på at heade os på 3-0 efter et hjørnespark, men Højbjerg stod rigtig placeret.

Efter 93 minutter fløjtede dommer, Michael Tykgaard af, og vi rykker op på en midlertidig 8. plads - et point fra sjettepladsen.

Næste kamp er på fredag, hvor vi skal en tur til Haderslev. Her venter SønderjydskE klokken 19 på Sydbank Park.

Kampfakta / Superligaen

AGF - Esbjerg FB 1-0 (2-0)

Tilskuere: 5579
Advarsler:
AGF: Jakob Ankersen
Esbjerg FB: Yuri Yakovenko, Rodoplph Austin.
MOTM: Frederik Tingager

AGF:
Kamil Grabara - Alexander Munksgaard, Frederik Tingager, Nicklas Backmann, Casper Højer Nielsen - Mustafa Amini, Jens Stage (77: Adama Guira), Jakob Ankersen, Kasper Lunding (77: Bror Blume), Tobias Sana (90: Benjamin Hvidt) - Patrick Mortensen

Esbjerg FB:
Jeppe Højbjerg - Daniel Anyembe, Rodolph Austin, Markus Halsti (84: Mads Larsen), Jesper Lauridsen - Jacob Lungi Sørensen, Lasha Parunashvili, Joni Kauko - Mathias Kristensen (63: Mark Brink), Adrian Petre (63: Yuri Yakovenko), Carlo Holse

Skærmbillede 2019-02-08 Kl . 22.05.06

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet