Mandag aften møder vi Rosenborg BK i The Atlantic Cup inden Esbjerg fB venter i forårspremieren på fredag.
Sent mandag aften gælder det den sidste testkamp på dette års
træningslejr i Portugal. Kl. 21 møder vi det norske mesterhold
Rosenborg BK i The Atlantic Cup. Kampen spilles på det lokale
stadion i Albufeira og kan følges live på
Fanseat.com.
Velkendt klub
Som norsk fodbolds mest suveræne klub gennem de seneste 25 år er
Rosenborg BK en velkendt størrelse i Danmark. Især efter angriberen
Nicklas Bendtner kom til klubben i 2017 har den fået opmærksomhed
her til lands. Bendtner er i øvrigt ikke med på Rosenborgs
træningslejr i Portugal, da han som bekendt afsoner en straf med en
fodlænke hjemme i Danmark.
Men Rosenborg har den danske landsholdsspiller Mike Jensen med,
ligesom Tore Reginiussen med sin fortid i OB vil vække genkendelse
for dem, der følger Superligaen.
Efter Rosenborg genvandt det norske mesterskab før vinterpausen er
de nu i Portugal for at forberede sig til den nye sæson, der i
Norge følger kalenderåret og som starter til marts. Rosenborg har
mødt Slavia Prag i The Atlantic Cup, hvor det blev til et 0-2
nederlag.
Det er første gang vi møder Rosenborg. Senest vi mødte et norsk
hold var i 2015, hvor vi spillede 0-0 mod Vålerenga på en
træningslejr i Spanien.
Klar til fredag
For vores vedkommende skal kampen bruges som generalprøve på
forårspremieren på fredag hjemme mod Esbjerg kl. 19. Derfor kan vi
- ifølge cheftræner David Nielsen - godt regne med at se noget nær
den samme opstilling i kampen mod Rosenborg som der arbejdes med
frem mod premieren fredag.
- Vi skal møde en rigtig dygtig modstander, så vi vil gerne se
gode individuelle præstationer, så vi kan slutte ordentligt af her
på træningslejren. Der har gennem hele perioden her i Portugal
været en stor vilje til at gå ud og gøre det, der skal gøres og det
skal vi også se i morgen, siger David Nielsen.
Dog vil de startende mandag aften blive skiftet ud i pausen -
varsler cheftræneren - da der efter kampen venter en lang
hjemrejse, hvor truppen lige efter kampen kører på hotel
i Sevilla - et par times kørsel fra stadion - før hjemrejsen
venter tirsdag.
- Vi er nødt til at tage hensyn til spillernes restitution og
rejsen hjem dagen efter. For vi har jo en vigtig kamp på fredag,
tilføjer David Nielsen.
Og den kamp er altså forårspremieren mod Esbjerg hjemme i Ceres
Park.
Billetter findes her
>>>>>
Tobias Sana og David Nielsen ser frem mod sidste
testkamp