AGF sælger talent til Brentford FC

Af: SHC / Foto: Ole Nielsen - 31. januar 2019, kl. 16:34

Unge Gustav Mogensen drager til England for at prøve fodboldlykken hos Brentford FC.

Fremover skal 17-årige Gustav Mogensen træne i det vestlige London fremfor på Fredensvang i Viby. AGF har således solgt det unge talent til Brentford FC, hvor den unge angriber skifter til med øjeblikkelig virkning. 

- Vi har igennem længere tid været i dialog med Gustav og hans bagland om en forlængelse af hans kontrakt, der står til at udløbe til sommer. Men Gustav har fået muligheden for at komme til udlandet og har derfor afslået vores ønske om forlængelse. Derfor er det en fin løsning, at vi nu kan sælge ham til Brentford FC med en fornuftig transferkompensation, siger sportschef i AGF, Peter Christiansen. 

Gustav Mogensen har i denne sæson optrådt på AGF U19, hvor han er noteret for seks scoringer i sæsonen indtil nu. Mogensen har også fået spilletid i Reserveligaen, ligesom det er blevet til træninger med førsteholdet. Men nu gælder det altså Brentford FC. 

- Selv om vi hjertens gerne ville forlænge med Gustav og vores talentmiljø og set-up er fuldt på højde med Brentfords, så har jeg også forståelse for, at Gustav vil jagte drømmen udenfor Danmarks grænser. Og vi ønsker Gustav held og lykke med de nye udfordringer og vores dør står altid åben, hvis han en dag skulle få lyst til at vende hjem til Aarhus, siger Peter Christiansen, der ikke ønsker at oplyse overgangsummen for Gustav Mogensen.

Gustav Mogensen kom til AGF som 12-årige fra samarbejdsklubben IF Midtdjurs/Nimtofte. Han fik sin første kontrakt med AGF i november 2016. 

I øvrigt møder AGF Gustav Mogensens kommende klub i en testkamp i senere i eftermiddag kl. 17. Læs mere om den kamp her.

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet