AGF styrker forsvaret med U21-landsholdsspiller

Af: SHC / Foto: F. Sindberg - 4. januar 2019, kl. 13:20

AGF henter Alexander Munksgaard i FC Midtjylland.

Når Superliga-truppen i AGF på mandag samles igen efter vinterpausen, bliver det med et nyt ansigt på holdet. AGF har således hentet den 21-årige forsvarsspiller Alexander Munksgaard i FC Midtjylland.
 
Alexander Munksgaard har fået sin fodboldopdragelse i FC Midtjylland og var i sæsonen 2016/2017 udlejet til Lyngby Boldklub, hvor han stiftede bekendtskab med AGF's cheftræner David Nielsen, da Nielsen var cheftræner i Lyngby. 

Nu genforenes de to på Fredensvang, hvor Alexander Munksgaard møder ind den 7. januar, når AGF-truppen starter op igen efter juleferien.



- Alexander er en spiller, vi kender godt, og som cheftræneren også har arbejdet sammen med tidligere. Han er en dygtig og solid forsvarsspiller, der er ydmyg og arbejder hårdt, og samtidig er yderst ambitiøs på sine egne og holdets vegne. På den måde passer han rigtig godt ind i AGF, og vi glæder os over, at det er lykkedes at lave en aftale og til at se ham i den hvide trøje, siger sportschef i AGF, Peter Christiansen.

Skærmbillede 2019-01-04 Kl . 09.19.06

Debut for Danmark
Munksgaard fik i november sidste år debut for det danske U-21 landshold. Han spiller fortrinsvis højre back og slog for alvor sit navn fast i dansk fodbold, da han var en del af FC Midtjyllands mesterhold i sidste sæson. Men nu skifter Alexander Munksgaard altså den sorte trøje ud med AGF's hvide.

- Det er en stor glæde for mig, at jeg nu kan kalde mig AGF-spiller. Hvis jeg skal fortsætte min udvikling som fodboldspiller har jeg brug for at komme til en klub, der tror på mig, og hvor udsigterne til spilletid er bedre end de var i Herning. Så da der opstod en mulighed for at komme til AGF, var jeg ikke sen til at gribe den. Det er det rigtige skifte for mig, og jeg glæder mig meget til at træne under David Nielsen igen og ikke mindst til at optræde for en stor klub i dansk fodbold og møde AGF's tilhængere på Ceres Park, siger Alexander Munksgaard.

Den nye forsvarsspiller på Fredensvang har tegnet en femårig kontrakt med AGF, hvor han får nummer 13.

Alexander Munksgaard har spillet 24 Superligakampe for FC Midtjylland og Lyngby, ligesom han har optrådt i Europa League og i Sydbank Pokalen.

Skærmbillede 2019-01-04 Kl . 09.20.25

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet