Ny angriber på plads i AGF

Af: SHC - 12. januar 2019, kl. 14:01

AGF henter Patrick Mortensen fra norske Sarpsborg 08. Danskeren kommer til Aarhus med mål i støvlerne fra både den norske eliteserie og Europa League.

Fra Oslo Fjorden til Aarhus Bugten. Danske Patrick Mortensen skifter nu norske Sarpsborg 08 ud med AGF, hvor han tiltræder med det samme på en fireårige kontrakt.

Patrick Mortensen har spillet i Sarsborg 08 siden sommeren 2015 og scoret 47 mål i 119 kampe. Et flot scoringssnit, der har vakt opsigt ud over Norges grænser. Nu skal den 29-årige 
amagerkaner altså fortsætte jagten på mål i den hvide trøje.


- Vi har ønsket en spiller, der kan styrke vores gruppe af angribere. Det har vi nu fundet i skikkelse af Patrick Mortensen, som er en spiller, der over flere år har bevist sit værd som målscorer. Patrick er en intelligent angriber, der er god til at spille med ryggen til mål, og så tager han gerne nogen slag i boksen og har næse for alle typer af mål. Alt i alt en rigtig god angriber, som vi glæder os til at se på Fredensvang, siger sportschef i AGF, Peter Christiansen. 


Patrick Mortensen kommer til AGF oven på et efterår, hvor det er blevet til syv mål i Europa League for Sarpsborg 08 og 12 mål i ligaen.

I den seneste sæson nettede han også 12 gange for den norske klub, der har leveret flotte resultater i Europa League dette efterår.

Før tiden i Norge spillede Patrick Mortensen for Lyngby i fem år, hvor det blev til 50 mål i 82 kampe i både Superligaen og 1. division. Nu ser Mortensen frem til at score for AGF.

- Det er fantastisk og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang og møde mine nye holdkammerater. Jeg kommer med erfaring og en arbejdsiver, som jeg forhåbentlig kan give videre. Jeg kunne ikke tænke mig et bedre sted at tilbringe mine kommende år end her. Det er en stor klub med en fantastisk opbakning, og jeg har en rigtig fed følelse i dag, siger Patrick Mortensen, der har første træningsdag i AGF på mandag.

Men allerede i aften møder han sine nye holdkammerater og AGF's fans, når han overværer KMD CUP i Ceres Arena sammen med sine kommende holdkammerater. 

Patrick Mortensen tiltræder i AGF på en kontrakt frem til 2023. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet