Stor donation til socialt fodboldprojekt

Af: SHC / Foto: Ole Nielsen - 7. januar 2019, kl. 17:50

I forbindelse med KMD CUP overrækker AGF og TV3 Sport 50.000 kr. til FC Grønnegade.

Den 11. januar løber KMD CUP af stablen i Ceres Arena. Efter en succesfuld premiere sidste år foran en tætpakket kulisse i Brøndby-Hallen kommer det indendørs fodboldstævne nu til Aarhus, hvor Brøndby, AaB, OB, Vejle og AGF næste fredag skal dyste om pokalen.

I forbindelse med KMD CUP er der også fokus på velgørenhed. Derfor vil værtsklubben - og i år er det altså AGF - donere et beløb til et godt formål i lokalsamfundet. Og i år har AGF valgt, at FC Grønnegade, der er et fodboldhold for socialt udsatte og tidligere misbrugere, skal tilgodeses.

Derfor vil FC Grønnegade i forbindelse med KMD CUP modtage 50.000 kr. der stammer fra en del af overskuddet, samt en donation på 25.000 kr. fra TV3+, der transmitterer stævnet direkte.

- Vi har i forvejen et rigtig godt samarbejde med FC Grønnegade, der med fodbolden i centrum udfylder en vigtig, social rolle i Aarhus, hvor de gør en stor forskel for tidligere misbrugere og andre socialt udsatte. Derfor var det nærliggende for os at pege på dem som årets modtagere og vi er glade for, at vi - sammen med TV3 Sport - kan give dem denne håndsrækning, der vil hjælpe FC Grønnegade videre med deres gode sociale arbejde, siger sportschef i AGF, Peter Christiansen. 

Skulderklap
For FC Grønnegade er donationen en yderligere anerkendelse af klubbens sociale arbejde. 

- Vi er meget stolte over den flotte donation, der vil komme til at gøre en stor forskel for os. Det også er en anerkendelse af, at vores hold og fællesskab, og det betyder meget for spillerne, at de på den måde får et skulderklap af deres hårde arbejde, som for mange jo mest foregår uden for fodboldbanen, hvor de kæmper for at få deres liv tilbage på ret køl. I den proces er det uvurderligt, at der er nogen, der bakker dem op og som vil dem det godt, siger Toivo Asak, der er socialpædagog i Center for Misbrugsbehandling i Aarhus Kommune og leder af FC Grønnegade.

- Vi har en drøm om at komme til udlandet for at møde klubber og projekter som vores, og den drøm er kommet meget tættere på at blive til virkelighed nu. Men helt banalt får vi nu også mulighed for at investere i nyt træningsudstyr og den slags. Uanset, så er det helt sikkert, at den flotte donation kommer til at gøre en stor forskel, fortæller Toivo Asak, der - sammen med sine spillere - får overrakt donationen i forbindelse med KMD CUP på fredag i Ceres Arena.

FC Grønnegade er et fodboldhold for socialt udsatte og tidligere misbrugere. Holdets mål er at bruge fodbolden som et frirum og en mulighed for at komme videre i livet. Læs mere om holdet på boldbehandling.dk

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet