David Nielsen inden sæsonpremieren: Vi skal være i balance

Af: BJ - Foto: Ole Nielsen den 15. juli 2019, kl. 9:13

Cheftræner David Nielsen er godt tilfreds med den forfatning, hans trup har, inden sæsonpremieren i 3F Superligaen mod Hobro mandag aften.

Efter en opstart, der har varet lige knap en måned, sender David Nielsen mandag aften sine spillere i aktion til sæsonpremieren på DS Arena i Hobro, og han har stort set frit valg på alle hylder, når han skal sætte sin startopstilling.

- Vi glæder os til at komme i gang med den nye sæson. Vi har alle mand i god gænge - enten så er de helt friske eller på vej til at blive helt friske. Det gælder også rent formmæssigt, så vi har mange spillere, der byder sig til, og vi er helt klar til at starte op mandag aften, konstaterer David Nielsen.

Blandt spillerne er fem nye ansigter - Nicolai Poulsen, Nicklas Helenius, Alex Gersbach, Jón Dagur Thorsteinsson og Zach Duncan - der alle kan få deres officielle debut for AGF. Selvom de kun har været kort tid i klubben, har de ifølge David Nielsen efterladt et godt indtryk og bidraget positivt til træningsmiljøet.

- Først og fremmest har de været med til at skærpe konkurrencen. Det har vi kunnet mærke fra alle sammen, og det gør, at vi har fået et højere niveau til træningen, siger David Nielsen, der har helt klare forventninger til de spillere, han sender på banen.

- Helt overordnet vil jeg gerne se et hold, der kan kan lide at være på banen og vil gå i krig for hinanden. Vi skal også blive et dygtigere hold, end vi var sidste år i forhold til at tage vores muligheder og få lukket kampene, så de falder ud til vores fordel.

Udover at få formen på plads og integrere de nye spillere er opstarten netop blevet brugt til at bygge videre på og udvikle de forcer, holdet har.

- Vi har haft fokus på at underbygge nogle af de styrker, vi har haft. Det er vigtigt, før vi kigger på, hvad vi skal blive bedre til. Og mange af de ting, vi skal blive bedre til, falder meget ned på individet i forhold til, hvor klar vi er. Har vi gjort alt, hvad vi kan for at være klar til at træffe den rigtige beslutning. Er der nok connection fra hjernen ned til benene, så vi kan få den kvalitet, der gør, at vi scorer et mål mere her og der og omvendt også får lukket af i den anden ende af banen. Det er de ting, det handler om for os, understreger David Nielsen.

I sidste sæson blev det til to sejre over Hobro i de indbyrdes opgør - dog begge gange efter tætte opgør, og David Nielsen forventer også, at sæsonpremieren bliver en lige affærre.

- Hobro kommer med fuld skrald. Sidst, de spillede en kamp, var det i en helt anden kontekst. Nu skal de ud og spille en kamp, som selvfølgelig er vigtig, men samtidig kan de spille mere frigjort nu, hvor der ikke står overlevelse på spil for dem. Så jeg er sikker på, at det vil frigøre en masse energi hos dem, forudser AGF-træneren og understreger i samme åndedrag betydningen af den tilgang, hans spillere skal have til kampen.

- Det er vigtigt, at vi kommer ind med den rigtige attitude og tackler alle de små situationer i kampen på den rigtige måde - ikke lader os frustrere for meget og ikke lader os begejstre for meget. For os handler det om at være i balance.

Sæsonpremieren mod Hobro har kick off kl. 19.00 på DS Arena. Køb billetter til kampen her >>

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet