ED-data klar til mere med AGF

Af: SHC - 4. juli 2019, kl. 9:35

ED Data udvider virksomheden - og samarbejdet med AGF.

Klar til mere af en god ting. Det er meget kort opsummeret filosofien bag en ny aftale mellem den østjyske IT-virksomhed, ED-data og AGF, hvor ED-data nu øger sit engagement som sponsor, når virksomheden går fra at være såkaldt Sølvpartner til nu at være Guldpartner, der er det næsthøjeste sponsorniveau i AGF.

- Vi har været med hos AGF i et par år nu og vi kan se, at vi har fået meget ud af samarbejdet. Men vi er klar til mere i ED-data, når vi næste år indvier vores nye domicil og dermed får mere plads til at vækste forretningen sammen med kunder og medarbejdere og leverandører fremover. I denne forbindelse er det naturligt for os, at udvide vores samarbejde med AGF. Man kan sige, at ED-data gør sig klar til mere og det flugter fint med også at udvide vores samarbejde med AGF, siger Henrik Bjerrum Nielsen, der er partner og COO i ED-data, som er en dansk privatejet totalleverandør af IT-infrastruktur til erhvervsvirksomheder og offentlige institutioner i hele landet.

For ED-data har de senere år som Sølvpartner, givet virksomheden flere fordele. Særligt har muligheden for at invitere kunder til fodbold haft stor betydning for ED-data, der har nydt godt af de gode VIP-faciliteter i Ceres Park. Men også de gode eksponeringsmuligheder og et stærk netværk, har givet ED-data, så meget værdi, at de nu ønsker at øge sit engagement i AGF - et engagement, hvor hjertet også er med. For så bliver samarbejdet bedst, lyder det fra Henrik Bjerrum Nielsen fra ED-data.

- Vi er vilde med fodbold i ED-data og har fulgt AGF i mange år, så der er også noget hjerte med i det. Samtidig giver det os mulighed for at være tæt på kunderne, og vi ville ikke øge niveauet af vores samarbejde, hvis ikke vi også så det som en god forretning. Så på alle parametre giver et fortsat samarbejde med AGF rigtig god mening for os, tilføjer Henrik Bjerrum Nielsen.

Hos AGF glæder man sig over, at ED-data har ønsket at opgradere sit engagement.

- Når en god samarbejdspartner ønsker mere ud af et samarbejde, så er det en blåstempling af de ydelser, vi i AGF kan tilbyde og det er naturligvis et tegn på, at samarbejdet har været godt. Så vi glæder os meget over, at ED-data nu bliver Guldpartner. Det er en stor tilfredsstillelse, at virksomheden har haft udbytte af sponsoratet og vi glæder os nu til et endnu stærkere samarbejde i de kommende år, siger Key Account Manager i AGF, Rasmus Bjerregaard.

Om ED-data:
ED-data er en 100 procent dansk privatejet totalleverandør af IT-infrastruktur til erhvervsvirksomheder og offentlige institutioner i hele landet. Udover levering af standard hardware og software tilbyder virksomheden et omfattende katalog af forskellige løsninger, services og konsulenter.

ED-data indvier i foråret 2020 et nyt domicil i Skødstrup. Se med herunder, da AGF TV var forbi rejsegildet på det nye domicil.  

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet