Deling i reserveligakamp i Hobro

Af: SHC / Arkivfoto: Ole Nielsen og Gaston Szerman - 22. juli 2019, kl. 16:23

Mandag eftermiddag var der kamp i Reserveligaen, hvor vi mødte Hobro IK på DS Arena i en kamp, der endte 2-2, hvor blandt andre Zach Duncan kom på tavlen.

Det er ikke så længe siden vi i sæsonpremieren kørte til Hobro for at spille vores første kamp i årets 3F Superliga. I dag kørte AGF-bussen så igen til Hobro, da der var reserveligakamp mod Hobro IK på DS Arena. 

Efter en sejr i sæsonens første reservekamp mod AaB skulle reserveholdet forsøge at følge op med en ny fuld gevinst. Og efter en god halv times tid blev kursen sat, da Zach Duncan kunne bringe os foran 0-1. 

Men glæden varede kun små ti minutter for to minutter før pausefløjten udlignede Hobro IK vores føringsmål til 1-1 og så regnede alle med, at holdene kunne holde pause med en pind hver. 

Men nej - det gad Jon Thorsteinsson ikke gå ned i omklædningsrummet med, så i dommerens tillægstid - lige inden pausesignalet lød - bragte han os foran 1-2. Men så var der heller ikke flere mål i den halvleg.

Skærmbillede 2019-07-22 Kl . 16.17.22
(Jon Thorsteinsson scorede sit andet mål for AGF inden for få dage, da han kom på tavlen i kampen i Hobro)

I anden halvleg lagde et AGF-hold, som havde flere af de nytilkomne spillere med, hvor blandt andre William Eskelinen fik sin uofficielle AGF-debut i målet, i perioder et godt tryk på hjemmeholdet og kom også til flere forsøg. 

Det resulterede dog ikke i mål i halvlegens begyndelse, hvor det i stedet var Hobro IK, der på en omstilling fik udlignet vores føring til 2-2 efter en lille times spil. Og trods nogen fine chancer til os i den resterende del af halvlegen, hvor vi stod på meget af spillet, så blev det ikke til flere mål på DS Arena denne mandag eftermiddag. 

- Jeg er ærgerlig over, at begge vores føringer bliver udlignet, når nu vi kommer foran to gange. Men vi kommer egentlig fint tilbage og skaber en del chancer til flere mål og arbejder hårdt for hinanden. I anden halvleg kommer vi også til flere farlige indlæg og dominerer i perioder kampen med meget boldbesiddelse, og generelt var det en fin kamp, hvor ingen vist kunne ha' sagt noget til, hvis vi til sidst kunne køre hjem til Aarhus med alle tre point. Men sådan skulle det ikke være i dag, sagde assistenttræner Rubén Sellés, der står i spidsen for kampene i Reserveligaen, hvor der i dag var spilletid til flere af de yngre spillere i liga-truppen, samt nogen af de senest ankomne spillere.

- De unge spillere gjorde det også godt i dag - de fortsætter deres udvikling og får god erfaring i de her kampe, tilføjede Rubén Sellés efter kampen. 

Med dagens ene point ligger vi fortsat nummer et i Reserveturneringens Gruppe 4 med fire point efter to kampe. Næste kamp for reserveholdet er den 20. august hjemme mod AaB. Udover de to nordjyske hold er vi også i pulje med Randers FC i grundspillet i dette års Reserveliga. 

Kampfakta - Reserveligaen
Hobro IK - AGF 2-2 (1-2)
0-1: Zach Duncan
1-2: Jon Thorsteinsson

AGF's trup:
William Eskelinen, Kasper T. Kristensen, Nicklas Backman, Sebastian Hausner, Daniel Thøgersen, Magnus Anbo, Alex Gersbach, Zach Duncan, Benjamin Hvidt, Tobias Sana, Alexander Ammitzbøll, Kasper Lunding, Jon Dagur Thorsteinsson og Niklas Helenius. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet