Sejr i sæsonpremieren i Reserveligaen

Af: BJ - 9. juli 2019, kl. 17:07

Tirsdagens sæsonpremiere i Reserveligaen resulterede i en 3-2-sejr over AaB. Jon Dagur Thorsteinsson blev dobbelt målscorer.

AGF åbnede tirsdag eftermiddag titelforsvaret i Reserveligaen i fin stil. På udebane blev det til en 3-2-sejr over AaB. 

Startopstillingen bestod af spillere fra Superliga-truppen samt Mikkel Møller Lassen, der dog har deltaget i hele opstarten med Superliga-truppen - senest træningslejren i Tyskland. Undervejs kom Albert Grønbæk Erlykke og Zach Duncan også i aktion samt de to Brabrand-spillere Casper Lykke Jensen og Michael Pedersen, der var udlånt til lejligheden.

AGF-mandskabet var toneangivende i første halvleg og tog også føringen, da Youssef Toutouh scorede direkte på frispark. Det var også lige ved at blive til yderligere en scoring, men islandske Jon Dagur Thorsteinsson måtte se et ellers kompetent skudforsøg prelle af på træværket.

Efter pausen fik AaB udlignet ved Søren Tengstedt, men AGF svarede dog hurtigt igen. Thorsteinsson havde nu fået indstillet sigtekornet, og han bragte atter AGF i front på et langskud.

Et hurtigt taget AaB-frispark, hvor AGF-defensiven ikke var opmærksom, førte til en ny udligning sat ind af Pavol Safranko.

I sidste ende blev det dog AGF, der trak det længste strå - takket være en flot scoring af Jon Dagur Thorsteinsson, der behandlede et indlæg efter fortjeneste og sendte sin afslutning op i det ene målhjørne.

Cheftræner David Nielsen, som stod i spidsen for holdet, var godt tilfreds med udbyttet af kampen:

- Det var en stærk præstation med en god sammensætning af spillere, der havde behov for en ekstra kamp, spillere, der havde været ude med lidt småskader og derfor havde brug for en fuld kamp, og så flere af vores unge spillere. Sammen leverer de en stærk indsats på alle parametre. AaB får to lette mål, hvor vi sover lidt, men ellers er vi solide, og gennem hele kampen er vi også gode på bolden, og vi arbejder stenhamrende hårdt. Så det så godt ud, fortæller David Nielsen, der fremhæver den dobbelte målscorer.

- Jon viste, hvilke kvaliteter han har på den sidste tredjedel af banen. Han var med i meget og scorede to flotte mål.

Næste opgave i Reserveligaen er d. 22. juli, hvor Hobro er modstanderen på udebane.

Kampfakta - Reserveligaen
AaB - AGF 2-3 (0-1)
0-1: Youssef Toutouh
1-1: Søren Tengstedt
1-2: Jon Dagur Thorsteinsson
2-2: Pavol Safranko
2-3: Jon Dagur Thorsteinsson

AGF:
Oscar Whalley - Mikkel Møller Lassen, Nicklas Backman (60: Casper Lykke Jensen), Sebastian Hausner, Daniel Thøgersen (70: Michael Pedersen) - Benjamin Hvidt, Mustafa Amini (60: Zach Duncan), Bror Blume (60: Albert Grønbæk Erlykke) -  Youssuf Toutouh, Alexander Ammitzbøll, Jon Dagur Thorsteinsson

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet