FF Aarhus løfter sponsorat i AGF

Af: BJ - 4. juni 2019, kl. 8:54

FF Aarhus, der er et spændende skud på den gastronomiske stamme i midtbyen, er ny bronzepartner i AGF.

FF Aarhus er lillebror til restauranten på Hotel Ferdinand, som de seneste år har været erhvervssponsor i AGF. Denne aftale opgraderes nu til bronzeniveau, og det skal blandt andet være med til at slå FF Aarhus fast i den aarhusianske bevidsthed.

- Vi har haft stor glæde af at være med i netværksgrupperne. Vi kan se, at det har været med til at udbrede kendskabet til Restaurant Ferdinand, og derfor har det også været meget nærliggende for os at løfte vores engagement i AGF og sætte fokus på et andet ben i vores forretning, nemlig FF Aarhus. AGF er en god platform til at slå vores restaurant og den madoplevelse, vi her tilbyder, fast, og vi glæder os til det fortsatte samarbejde, siger Ebbe Langhoff Gøgsig.

FF er en moderne afslappet restaurant og loungebar, med en hyggelig og intim atmosfære. FF er indrettet i en smuk ældre bygning i baggården bag Hotel Ferdinand på Åboulevarden. De flotte gamle lokaler er nænsomt renoveret i en rå og moderne, men samtidig klassisk og elegant stil. Menukortet består af små lækre retter med stor smag, som kan deles ved bordet, så alle har mulighed for at få flere forskellige smagsoplevelser. Cocktailkortet byder på kendte klassikere med et FF twist, og nye spændende skarpe kombinationer med noget for enhver smag.

Læs mere om FF Aarhus her: www.ff-aarhus.dk

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet