Sponsornetværk sætter rekord

Af: SHC - 16. juni 2019, kl. 23:23

AGF Aarhus Netværk satte omsætningsrekord i 2018.

Det kan godt betale sig at være en del af sponsorkredsen omkring en fodboldklub. Det må i hvert fald være konklusionen, når man ser på AGF Aarhus Netværk, der er netværket omkring AGF, som klubbens sponsorer har mulighed for at være en del af. 



Formålet med netværket er at aktivere sponsorerne via erfaringsudveksling, samarbejde og tættere dialog, og dermed skabe merværdi og forretning for de mere end 200 medlemsvirksomheder.



Hvert år laves en undersøgelse af den omsætning, som medlems-virksomhederne tilskriver deres deltagelse i netværket, og tallene for 2018 viser, at netværket igen sætter rekord i omsætning blandt virksomhederne. 


Således rundede omsætningen i 2018 78 mio. kr. Det er næsten tyve millioner mere end i 2017, hvor omsætningen var på 61 mio. kr. og syv mio. mere end i 2016, hvor den for første gang rundede de 70 mio. og landede på 71,5 mio. kr.



- Det er meget tilfredsstillende tal, der viser, at vi har et koncept, der fungerer rigtig godt. Når vi fortæller vores samarbejdspartnere, at deres engagement i AGF kan give dem en konkret værdi og en øget omsætning, så taler de her tal næsten for sig selv. De viser, at man - hvis man er en aktiv del af netværket og bruger det aktivt - kan man få rigtig meget ud af sin deltagelse, siger netværkschef, Bent Wachmann.



Dykker man ned i tallene er det salg af varer, der tager teten og runder 39. mio. kr. mod 25 mio. kr. i 2017 og 35 mio. kr. i 2016. Mens tjenesteydelser er stabilt i perioden og omsætter for mellem 36 og 39 mio. kr.

Netvaerk _feature _700x 462 (1)

Også rekord antal medlemmer

Antallet af medlemmer i netværket er også rekordhøj. 223 har i foråret haft mulighed for at indrapportere tal mod tidligere år 209 og 204 medlemmer. 73 % af medlemmerne har indrapporteret omsætningstal. Dermed kan omsætningen de facto være mere end de 78 mio. kr. da det ikke er alle medlemmer, der har meldt tal ind. 



- Vi er så vidt vides det eneste netværk omkring en fodboldklub, der måler konkret på omsætningen - eller rettere på udviklingen af omsætningen, hvilket er mere korrekt og giver et retvisende billede af udviklingen - en udvikling, der altså er rigtig god hos os, siger Bent Wachmann.

AGF Aarhus Netværk har siden etableringen i februar 2007 - under navnet Århus Elite Netværk - oplevet stor fremgang i den omsætning netværksgrupperne genererer for hinanden. 

Omsætningen blev første gang registreret i 2008. Dengang blev der indrapporteret omsætning for 20,4 millioner kroner. I 2018 var tallet altså vokset til næsten 80 mio. kr.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet