AGF vinder Reserveligaen

Af: BJ - Foto: Ole Nielsen den 20. maj 2019, kl. 16:51

Uden at spille blev det mandag eftermiddag en realitet, at AGF er Danmarksmester for reservehold i sæsonen 2018/19.

AaB havde mulighed for at fravriste DM-titlen i deres sidste kamp mod Lyngby, hvis de vandt med fire overskydende scoringer. Nordjyderne stillede da også med hele kavaleriet - blandt andre Lucas Andersen, Jores Okore og Kasper Kusk - men det rakte ikke til mere end en 2-0-sejr, og derfor sluttede AGF øverst i ligaen med samme pointantal, men med en målforskel, der var et mål bedre end AaB.

Ruben Sellés, der sammen med U19-cheftræner Fatah Abdirahman har stået i spidsen for reserveholdet, glæder sig over, at det lykkedes at slutte øverst i Reserveligaen.

- Vi gjorde dét, vi skulle i vores sidste kamp mod AaB, hvor vi vandt 1-0, og vi er glade for, at det så også rakte til at vinde mesterskabet. Vi har haft et godt mix af unge spillere og Superliga-spillere, og sammen har vi fået skabt et stærkt miljø omkring reserveholdskampene. De unge spillere har vist sig godt frem og er blevet støttet godt af Superliga-spillerne, og kampene har også vist, at når de unge spillere har præsteret godt, så har det også bragt dem ind omkring Superliga-holdet - som det for eksempel er sket med Anbo, Ammitzbøll, Hausner, Hvidt og Thøgersen, siger Ruben Sellés.

Også sportschef Peter 'PC' Christiansen er begestret over den kultur, der er blevet skabt på reserveholdet.

- Teamet med Ruben og Fatah i spidsen har leveret et godt stykke arbejde og har formået over en længere periode at skabe en stærk enhed - uanset hvilke spillere, der har udgjort reserveholdet, og hvem modstanderen har været. For flere af spillerne har det også betydet, at reserveholdet har fungeret som et springbræt til Superliga-holdet, og på den måde har kampene været meget udbytterige for os, siger Peter 'PC' Christiansen.

AGF sluttede reserveligaens pulje 1 foran AaB, Brøndby og Lyngby. Adgangen til den bedste reserveliga-pulje og dermed retten til at spille om DM blev sikret i efteråret, hvor AGF vandt puljen foran Horsens, Randers, Silkeborg og Viborg.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet