AGF vil tage større ansvar for børnefodbolden i hele regionen

Af: BJ - Foto: Ole Nielsen den 12. maj 2019, kl. 16:36

Flere børnefodboldspillere. Og bedre børnefodboldtræning. Det er målet for en ny, bred satsning på børnefodbold, som AGF nu skyder i gang.

I de seneste to sæsoner har AGF givet Superliga-debut til otte spillere, der har fået deres fodboldopvækst i en samarbejdsklub. Hele formålet med talentudviklingen i AGF og det tætte samarbejde med 60 klubber i Østjylland er netop at udvikle spillere, der kan spille for AGF's førstehold, og det kan kun lade sig gøre, hvis fødekæden er i orden. Derfor søsætter AGF nu efter et længere forarbejde en række initiativer, der skal være med til at løfte børnefodbolden i hele regionen. 

- Vi vil gerne gå forrest og være med til at udvikle børnefodbolden sammen med vores samarbejdsklubber. Vi kan se, at medlemstallet for drenge under 18 år har været støt faldende i Jylland i de seneste år. Det er en bekymrende udvikling, og gør vi ikke noget, vil den negative tendens kun fortsætte. Vi tror dog på, at vi med forskellige initiativer kan bidrage til at vende denne udvikling i vores region, siger Jacob Nielsen, adm. direktør i AGF og tilføjer. 

- Vi er dybt afhængige af det arbejde, der foregår ude i alle vores samarbejdsklubber. Det er her, det hele starter. Det er her, at børnenes interesse for fodbold tændes, og hvor de får den grundlæggende fodboldindlæring. Allerede nu bliver der udført et flot arbejde ude i klubberne - det er det antal spillere fra samarbejdsklubberne, der de seneste par sæsoner har fået debut, et godt udtryk for. Men vi er overbeviste om, at vi sammen med klubberne kan løfte det til et nyt niveau og skabe et endnu stærkere fundament til gavn for alle. 

Gratis sparring og træningsprogrammer
En række nye initiativer skal bidrage til denne udvikling både sportsligt, økonomisk og socialt, og ifølge René Frost, der er chef for AGF Klubsamarbejde, er de blevet til i tæt samråd med de 60 samarbejdsklubber. 

- Vi har været i dialog med klubberne og lyttet til deres ønsker og behov. I samråd med samarbejdsklubbernes advisory board har vi efterfølgende valgt at søsætte en række nye initiativer, der skal hjælpe klubberne til at skabe endnu bedre børnefodbold. Blandt andet kan klubberne som noget nyt få en børnekonsulent ud, som vi stiller gratis til rådighed. Vi tilbyder også børnefodboldtrænerne i klubberne gratis ugentlige træningsprogrammer, som de får tilsendt på mail med udførlig beskrivelse af de enkelte øvelser og videoklip med øvelserne, fortæller René Frost. 

1 million til samarbejdsklubberne
Det er ikke kun faglig sparring, som AGF nu tilbyder klubberne. Også økonomisk vil AGF være med til at understøtte udviklingen af børnefodbolden. 

- I april lancerede vi det store østjyske fodboldlotteri, og overskuddet fra salget er øremærket vores indsats på børnefodboldområdet. Samtidig får klubberne også penge direkte i klubkassen, når de sælger lodderne - samlet set op til en million kroner for alle samarbejdsklubber - og det er selvfølgelig vores håb, at klubberne vil bruge de penge, de får ind, til at tilknytte flere trænere til de yngste årgange, siger René Frost. 

Oplevelser til alle
En anden væsentlig del af samarbejdet med klubberne er de oplevelser, som følger med, og her bliver der også skruet op for mulighederne. 

- Vi vil gerne give alle børnene ude i samarbejdsklubberne gode oplevelser, der kan være med til styrke deres interesse for fodbold og gøre det attraktivt for dem at være en del af det fællesskab, som er på et fodboldhold. I 2018 havde vi via alle de aktiviteter, vi tilbyder, 65.000 timers kontakt med spillere, trænere og ledere fra vores samarbejdsklubber. Det er for eksempel i forbindelse med showkampe, træner- og spillerbesøg, klubbesøg til hjemmekampe og Samarbejdsklubbernes Dag. Vi skruer nu yderligere op for den del - blandt andet med flere klubbesøg, for vi er også meget bevidste om den sociale rolle, vi her udfylder sammen med klubberne, siger Réne Frost. 

AGF Skills Academy: Nyt tilbud til U6-U9
For de børnefodboldspillere, der efterspørger et supplement til den træning, de får i deres samarbejdsklub, lancerer AGF nu AGF Skills Academy, der har fokus på udviklingen af de tekniske fodboldfærdigheder. Træningen kommer til at foregå på AGF's anlæg - blandt andet i en Goal Station, som vil blive opført på Fredensvang i løbet af sommeren. 

- Jo tidligere børnene får indlært de mest basale tekniske færdigheder, desto bedre fodboldspillere får vi igennem systemet. Vi kan se, at der er stor efterspørgsel på mere træning, og det vil vi gerne tilbyde alle, der har lyst. Derfor lancerer vi til den nye sæson AGF Skills Academy målrettet U6-U9-spillere i AGF 1880 og i vores samarbejdsklubber, hvor træningen kommer til at foregå på Fredensvang, men hvor de stadig spiller i deres lokale klub. Der er tale om et supplement til deres normale træning i klubberne, og samlet set tror vi på, at den øgede og fokuserede træningsmængde også vil bidrage til, at vi fremover får endnu flere lokale spillere på vores Superliga-hold, siger René Frost.

Læs mere om AGF Skills Academy her >>

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet