Alt stadig åbent efter smalt Europa Playoff-nederlag

Af: BJ - Foto: Getty Images den 18. maj 2019, kl. 18:42

Første akt af Europa Playoff-duellen mod Randers FC endte med et smalt nederlag. Den tidlige scoring, som Alexander Ammitzbøll sørgede for, kan dog vise sig at få vital betydning, når det hele skal afgøres på søndag i Ceres Park.

Mere end 2000 AGF-fans havde taget turen til Randers, og de skabte en flot kulisse om det østjyske lokalopgør, der sædvanen tro var både intens og meget duelpræget. Ja, opgør mellem de to Superliga-rivaler har deres helt eget liv. Nogle gange kan det være en låst forestilling med få chancer, andre gange en åben slagudveksling med muligheder i begge ender. Det sidste var tilfældet i første halvleg, der bød på en livlig omgang fodbold.

AGF-mandskabet lagde bedst ud, og efter små ti minutter gav det bonus. Mustapha Bundu drev bolden frem i højre side og fandt en umarkeret Alexander Ammitzbøll, der efter et træk kunne udplacere Patrik Carlgren i Randers-målet.

Jubel _GI (3)

Hjemmeholdet svarede dog hurtigt igen. Blot fem minutter senere modtog Saba Lobjanidze bolden i venstre side, tog et par træk ind i banen og curlede bolden over i det lange hjørne uden chance for Kamil Grabara.

De to tidlige scoringer animerede de to hold til at jagte den næste, hvilket gav tilskuerne en underholdende fodboldkamp. Midtvejs i halvlegen var Jakob Ankersen tæt på at komme på måltavlen. Efter et flot raid i venstre side slog Jesper Juelsgård et knivskarpt indlæg til Ankersen, der dog overplacerede sin hovedstødsaflvering.

Jesper Juelsgaard _GI (1)

I løbet af første halvleg gav Mustapha Bundu flere gange prøver på sin gennembrudstyrke, og efter en halv time var en flot solotur tæt på at føre til en scoring, men offensivspilleren måtte se sin frie afslutning blive reddet af en fodparade fra Patrik Carlgren.

Mustapha Bundu _GI (1)

I den anden ende af banen viste hjemmeholdet indimellem også tænder og efter 35 minutter gik det galt. Først fik Kevin Conboy en fri hovedstødsmulighed, som Kamil Grabara dog reddede til hjørne. AGF-defensiven slap dog ikke med skrækken, for på det efterfølgende hjørnespark havnede en returbold på kanten af feltet til Björn Kopplin, der med et resolut spark sendte bolden i mål helt ude ved den ene opstander.

Halvlegens sidste mulighed tilfaldt Casper Højer, der dog i en gunstig position, hvor Patrik Carlgren var kommet ud af sit mål, måtte se sit skud blive blokeret.

Mens de første 45 minutter bød på en afvekslende forestilling, så blev anden halvleg ikke helt så åben en affærre. Mest af alt fordi AGF-mandskabet ikke for alvor formåede at nedbryde Randers' organisation, og som en konsekvens heraf var det også småt med åbenlyse chancer til David Nielsens tropper. Casper Højer fik sendt et nærgående frispark afsted, og efter en time var Mustapha Bundu tæt på at slippe alene igennem på en aflevering fra Jakob Ankersen, men hans førsteberøring blev upræcis, hvorfor Patrik Carlgren kunne sikre sig bolden.

Ja, ret beset var hjemmeholdet tættere på at udbygge føringen end en AGF-udligning. Således måtte Kamil Grabara med en lille halv time igen diske op med en fin redning efter et hjørnespark, og et kvarter før tid fik Erik Marxen en fri afslutning på en returbold, men hans skud blev blokeret.

Det blev dog ved de 2-1 til Randers FC. Det er altid træls at tabe - ikke mindst til Randers - me alt er stadig åbent inden returopgøret på søndag i Ceres Park, hvor der derfor er al mulig grund til at tage på stadion og sammen med spillerne jagte drømmen om Europa. Vi ses!

Fans _GI (2)

 
Kampfakta - Superliga, Europa Playoff, 1. kamp

Randers FC - AGF 2-1 (2-1)
0-1: Alexander Ammitzbøll (9')
1-1: Saba Lobjanidze (15')
2-1: Björn Kopplin (35')

Tilskuere: 7.216

Advarsler:
Randers FC: Erik Marxen, Nicolai Poulsen, Björn Kopplin
AGF: Mustafa Amini, Frederik Tingager

Randers FC:
Patrik Carlgren - Johnny Thomsen, Jonas Bager, Erik Marxen, Kevin Conboy - Saba Lobjanidze (77: Mikkel Kallesøe), André Rømer, Nicolai Poulsen, Björn Kopplin - Benjamin Stokke (82: Emil Riis), Marvin Egho

AGF:
Kamil Grabra - Sebastian Hausner, Frederik Tingager, Jesper Juelsgård, Casper Højer Nielsen - Jens Stage - Mustapha Bundu, Mustafa Amini, Bror Blume (73: Alexander Munksgaard), Jakob Ankersen (73: Tobias Sana) - Alexander Ammitzbøll

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet