Bedre trafikstyring til og fra Ceres Park

Af: SHC / Foto: Ole Nielsen - 23. maj 2019, kl. 22:48

Aarhus Kommune barsler med nye lysanlæg, der vil gøre trafikken til og fra Ceres Park og Arena mere smidig og nemmere.

Fremover vil biltrafikken til og fra en fodboldkamp i Ceres Park eller en koncert eller håndboldkamp i Ceres Arena gå lidt hurtigere og nemmere endnu. For Aarhus Kommune er netop nu i gang med at udskifte teknikken i fem signalanlæg i området omkring Ceres Park & Arena til en ny og intelligent udgave.

Den nye teknik vil gøre det muligt at fjernstyre signalanlæggene og give mere grønt lys i retninger, hvor der er størst behov for det. På den måde kan trafikken blive ledt hurtigere væk efter AGF's hjemmekampe, koncerter og andre store events i området.

- Det er et vigtigt skridt på vejen mod en decideret trafikcentral i Aarhus, hvor vi løbende kan justere trafiksignalerne, så vi udnytter kapaciteten på vores veje bedst muligt. Ud over et bedre trafikflow vil det give en bedre oplevelse af at være trafikant i Aarhus, fordi vi mindsker situationer, hvor det føles som om, man holder for rødt uden grund," siger Bünyamin Simsek, der er rådmand for Teknik og Miljø i en pressemeddelelse. 

De fem signalanlæg vil komme op og blive testet henover sommeren. Otte yderligere signalanlæg i området kan også se frem til en teknisk op-gradering. Bemærk, at mens arbejdet står på vil enkelte lyskryds i perioder være slukkede.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet