Lokalt talent skriver kontrakt med AGF

Af: FS & JR - 23. maj 2019, kl. 10:12

19-årige Mostafa Maarouf har skrevet sin første kontrakt med AGF, så parterne nu har papir på hinanden frem til sommeren næste år.

Fra en mislykket prøvetræning i klubben sidste år til nu at have sat sin signatur på en kontrakt. 

Så hurtigt er det gået for den 19-årige AGF'er, Mostafa Maarouf, der netop har skrevet under på en ungdomskontrakt med AGF, så parterne nu har papir på hinanden frem til sommeren næste år. 

- Jeg er meget stolt. Jeg føler, at jeg har kæmpet hårdt for det, så det er fantastisk, at klubben viser, at de tror på mig og giver mig chancen for at vise mig endnu mere frem, siger Mostafa Maarouf om den nye kontrakt.

Mostafa Maaroufs vej til Fredensvangs baner har været lidt ad omveje. Sidste sommer lignede det ikke, at den unge kantspiller skulle slå sine folder i AGF, da en prøvetræning med U19-mandskabet ikke kastede en aftale af sig - i første omgang

- 'Musti' er en lidt anderledes historie end mange af vores andre spillere. Han var til en prøvetræning ved U19 for et år siden, hvor han blev siet fra. Nogle uger senere kom han så til en morgentræning, og vi syntes, at han så spændende ud. Vi snakkede om, at det skulle være 100 procent dedikation, hvis vi tog ham ind, og vi kan kun lette på hatten for den iver og dedikation, han siden har vist, fortæller U19-cheftræner, Fatah Abdirahman.

Venstrekant med X-Factor
Mostafa Maarouf tog dermed sidste sommer turen fra Lyseng IF til AGF og Fredensvang, og selvom det var småt med spilletid i den første tid på Fredensvang, så har den teknisk stærke venstrekant bygget flot på i dette forår - blandt andet med fire mål i ti U19-kampe, samt ligeledes fire mål i lige så mange kampe for reserveholdet

- Jeg spillede ikke så meget det første halve år, men fra januar har jeg spillet fast hver gang, så det har været en god udvikling. Og nu ser jeg bare frem til, at jeg kan fortsætte min udvikling her på Fredensvang, siger Maarouf.

Også hans træner ser frem til at fortsætte arbejdet med det lovende talent det næste års tid.

- Han har kun været her et år nu - og har de seneste tre måneder steppet gevaldigt op med hård disciplin. Jeg tror aldrig, jeg har været så hård over for en spiller som ham. Men det har hjulpet ham, og han er blevet mere moden i sit spil. Så kunsten for Musti bliver at bygge på det. Men han har noget X-Faktor, som man ikke bare kan træne sig til. Han er en gadespiller, og han er et godt eksempel på, at man kan nå langt, hvis man er ydmyg og arbejder hårdt og kan indgå i et relationelt spil som fodbold er, siger Fatah Abdirahman. 

Mostafa Maarouf, der er vokset op i Aarhus i Gellerup, har tidligere optrådt for ACFC, Aabyhøj IF, VSK Aarhus og Lyseng IF. Maarouf går sideløbende med fodbolden på ESAA-linjen på HHX i Viby, hvor han bliver student næste sommer. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet