Midtbanetalent vender tilbage til AGF

Af: JR / Foto: Fredrik Sindberg - 21. maj 2019, kl. 10:50

Nikolaj Sauer er tilbage i AGF efter halvandet år i Silkeborg IF. En stærk midtbanespiller, der er super løbestærk, lyder det fra AGF's U19 træner.

Nikolaj Sauer fra årgang 2001 er ny mand i AGF's U19-trup. Den talentfulde midtbanemand har en fortid i AGF, men har de seneste halvandet år tørnet ud for Silkeborg IF's U19 hold. Men nu har den talentfulde allround-spiller indgået en to-årig aftale med AGF.

- Nikolaj er en hårdtarbejdende felt-til-felt spiller. En stærk midtbanespiller, der er super løbestærk. Han kommer meget i boksen og kan spille flere positioner, så det er en god egenskab at have med sig, og det er helt sikkert nogle ting, vi kommer til at drage stor nytte af på vores U19-hold, siger U19-træner i AGF, Fatah Abdirahman.

Med indgåelsen af aftalen vender Sauer tilbage til AGF, som han ellers forlod i februar 2018 som U17-spiller, da han flyttede til Silkeborg IF og til Silkeborg, hvor han nu også er i gang med sin HHX-uddannelse.

Men nu er han tilbage i den hvide trøje - og det glæder AGF's talentchef Allan Frederiksen, at en ung talentfuld spiller vælger at vende tilbage.

- Nikolaj Sauer er en klog og effektiv midtbanespiller, der altid bidrager med hårdt arbejde, dedikation og stor vilje til træning og i kamp. Så vi er selvfølgelig glade for, at han har valgt at vende hjem til os og Aarhus, siger Allan Frederiksen.

Fælles fortid
Udover sit kendskab til AGF og til Aarhus har Nikolaj Sauer desuden en fælles fortid med U19-træneren i AGF, da han tidligere har spillet under Fatah Abdirahman, da han var træner i Randers FC's ungdomsafdeling.

Nu glæder det unge midtbane-talent sig til at komme i gang igen på Fredensvang, og han ser med stolthed frem til at trække den hvide trøje over hovedet.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at optræde for AGF igen - det er min hjerteklub, og jeg synes hele projektet i AGF virker rigtig interessant. Så det betyder alt for mig, at jeg nu har fået en to-årig aftale, og jeg glæder mig til at komme i gang, lød det fra Nikolaj Sauer kort efter han havde underskrevet den nye aftale.

Nikolaj Sauer, der oprindeligt stammer fra Djursland, har - udover AGF og Silkeborg IF - tidligere optrådt for klubberne TRIF og Randers FC.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet