Amini håber på tændt Ceres Park

Af: SHC / Foto: Ole Nielsen - 10. marts 2019, kl. 14:48

De gør det godt i øjeblikket, lyder det fra Mustafa Amini om mandagens modstander fra Odense. Men med et tændt Ceres Park i ryggen, så går vi sammen efter sejren.

Mandag venter en vigtig kamp i Ceres Park, når OB kommer til Aarhus. Og skal man tro historien, så venter der tilskuerne en underholdende kamp, når dommeren fløjter op kl. 19.

For i de senere år har AGF og OB spillet ganske seværdige og spændende kampe, som da vi for næsten et år siden vandt 3-2 i det seneste møde i Aarhus eller da vi i efteråret spillede 2-2 i Odense.

Og i otte af de seneste 10 kampe mod OB er der da også scoret fire eller flere mål. Men står det til vores midtbane-motor Mustafa Amini, så er en smal 1-0 sejr i morgen nu ganske fint. 


- Bare vi vinder, så er jeg selvfølgelig tilfreds. Men det er da rigtigt, at der har været gang i den i de senere kampe mod OB. Måske det er to hold, der står godt til hinanden. Men vi har haft overhånden i de senere kampe - det håber jeg også, at vi får i morgen, lød det fra Amini efter dagens afsluttende træning på Fredensvang, hvor holdet gjorde de sidste forberedelser inden kampen i morgen, der starter kl. 19 på Ceres Park. 

Modstander i god form
OB kommer til Aarhus oven på en flot sejr hjemme i Odense over Brøndby i sidste runde, der fik dem op på tredjepladsen i Superligaen. Og Amini udtrykker da også anerkendelse af fynboernes form, der generelt har været god her i foråret. 



- Det er godt hold, der nu er med i toppen af ligaen, så de bliver en hård modstander for os i morgen. Selv om vi i de senere år har spillet gode kampe mod OB - både ude som hjemme, så skal man også anerkende deres gode form. Men kan vi finde vores kvaliteter frem som vi har gjort i de senere kampe i Aarhus og arbejde hårdt for hinanden, så kan vi også tage de tre point, siger Amini, der i lighed med sine holdkammerater håber på et stort fremmøde i Ceres Park.



- Vi ved alle, hvad mange mennesker på lægterne betyder for stemningen i Ceres Park. Så vi håber, at se mange fans i morgen og mærke deres støtte - det betyder meget for os, tilføjer Mustafa Amini.

Tag Amini på ordet og kom i Ceres Park i morgen aften. Find din billet til kampen her >>>

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet