Nederlag i Nordjylland - nu venter gruppespillet

Af: BJ - Foto: Getty Images den 17. marts 2019, kl. 19:45

Med et 1-3-nederlag mod AaB i den sidste kamp i grundspillet slutter AGF på en niendeplads, og forude venter derfor et gruppespil om at undgå nedrykning.

Der var en masse scenarier på spil inden sidste runde i grundspillet. Både AaB og AGF kunne med en sejr snige sig med i top seks, hvis resultaterne fra et par af de andre kampe flaskede sig. 

Der var derfor lagt op til en spændende og afvekslende kamp, og det var også det, de knap 7000 tilskuere fik. Begge hold forsøgte i kampens indledning at sætte sig på spillet på det vindblæste Aalborg Portland Park. Det havde hjemmeholdet størst held med, hvilket ikke mindst skyldtes en velspillende Lucas Andersen, der oftest var arkitekten bag, når AaB blev farlige.

Frederik Tingager _GI

Efter fem minutter faldt kampens første mulighed. Et indlæg fra venstre side havnede ved bagerste stolpe hos Tom van Weert, der headede mod mål, men Kamil Grabara fulgte godt med og fik afværget forsøget.

Ti minutter senere gav Grabara igen prøver på sine målmandsfærdigheder, da han var ude i fuld længde for at parere et kvalificeret langskud fra Oliver Abildgaard.

I de efterfølgende minutter lykkedes det i længere sekvenser for AGF-spillerne at holde bolden i egne rækker, og det udmøntede sig i de første tilnærmelser mod AaB's mål. Patrick Mortensen var lige ved at komme først på et indlæg fra Alexander Munksgaard, og minuttet efter testede Tobias Sana med et frispark fra kanten af feltet AaB-keeper Jacob Rinne.

Selvsamme Sana var på færde igen i det efterfølgende angreb, hvor han spillede Mustafa Amini fri med en fiks hælaflevering, men australieren overplacerede desværre sin afslutning.

Efter en halv time viste hjemmeholdet igen tænder - og det i to omgange. Først fik Tom van Weert en åben mulighed på et indlæg fra Lucas Andersen, og umiddelbart efter var Frederik Børsting pludselig helt fri efter lidt tilfældigheder, men han sendte bolden forbi mål.

Der skulle i stedet en dødbold til for at overliste Kamil Grabrara. Et hjørnespark havnede hos en fri Kasper Pedersen, og han kunne med hovedet bringe hjemmeholdet i front.

Aa BAGF_GI

Der skulle heldigvis ikke gå mange minutter, før AGF-mandskabet svarede igen. Optakten var et godt opspil i højre. Alexander Munksgaard lavede overlap på Kasper Lunding, fik bolden og med en flad centring fandt han Jakob Ankersen, der med en kontrolleret afslutning sendte bolden i mål. 1-1 - og David Nielsens tropper kunne gå til pausen med fornyet tro på tingene.

Jakob Ankersen _GI

Anden halvleg åbnede med AGF-spillerne mest på bolden, mens AaB forholdt sig lidt mere afventende. Boldovertaget gav dog ikke de store AGF-muligheder, og i stedet tog AaB efter en time føringen lidt ud af ingenting. Igen var Lucas Andersen involveret, da han med et smart vip spillede Patrick Kristensen, og den rutinerede højreback udplacerede Kamil Grabara.

Kort efter blev situationen forværret, da Benjamin Hvidt modtog sin anden advarsel og derfor måtte forlade banen. En hårdt dømt kendelse, da Hvidt tydeligvis var først på bolden i nærkampen mod Lucas Andersen.

Nede med en spiller lykkedes det ikke i den resterende del af kampen for alvor at true AaB, og med ti minutter igen lukkede hjemmeholdet kampen. Og hvem ellers end Lucas Andersen, der med et flot langskudsmål gjorde det til 3-1.

Nederlaget betyder, at AGF slutter på en niendeplads i grundspillet, og derfor venter nu et gruppespil mod SønderjyskE, AC Horsens og Vejle Boldklub, hvor kampprogrammet offentliggøres en af de nærmeste dage. 

Kampfakta - Superligaen
AaB - AGF 3-1 (1-1)
1-0: Kasper Pedersen (38')
1-1: Jakob Ankersen (42')
2-1: Patrick Kristensen (59')
3-1: Lucas Andersen (80')

Tilskuere: 6.821

Advarsler:
AGF: Frederik Tingager, Benjamin Hvidt

Udvisning:
AGF: Bejamon Hvidt (to gange gult)

AaB:
Jacob Rinne - Patrick Kristensen, Jores Okore, Kasper Pedersen, Philipp Ochs  - Kasper Kusk (79: Kasper Risgård), Rasmus Würtz, Oliver Abildgaard, Frederik Børsting (74: Rasmus Theluffsen) - Lucas Andersen, Tom van Weert

AGF:
Kamil Grabara - Alexander Munksgaard, Frederik Tingager, Jesper Juelsgård, Casper Højer Nielsen - Kasper Lunding (64: Adama Guira), Benjamin Hvidt, Mustafa Amini, Jakob Ankersen (73: Mustapha Bundu) - Tobias Sana, Patrick Mortensen 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet