Ny aftale med Alexander Ammitzbøll 


Af: SHC / Foto: Ole Nielsen - 14. marts 2019, kl. 14:05

Alexander Ammitzbøll har forlænget sin aftale med AGF frem til udgangen af 2021.

Den unge angriber Alexander Ammitzbøll kan fortsat kalde sig AGF-spiller efter sommerferien. For han og AGF er netop blevet enige om en ny aftale, der afløser Ammitzbølls nuværende kontrakt, som udløber den 31. juni, hvor den erstattes af en ny fuldtidsaftale frem til 31.12 2021.

Forlængelsen med Ammitzbøll er den hidtidige kulmination på en udvikling, der startede i 2016, da Alexander Ammitzbøll som 17-årig skiftede til AGF's U19 hold fra samarbejdsklubben FC Skanderborg.

Siden er det gået stærkt for den talentfulde angriber, der fyldte 20 år i sidste måned. 
Han har gennem en længere periode trænet med Superliga-holdet og været med på træningslejre - senest i denne opstart, ligesom han allerede fik sin debut i Superligaen i sommeren 2017 i en kamp mod OB.

God udvikling
I denne sæson har han fået spilletid i flere kampe og har også tidligere spillet både pokal-og testkampe. Nu er hans gode udvikling altså blevet belønnet med en ny kontrakt.

- Alexander har gennemgået en rigtig fin udvikling og har budt sig mere og mere til. Han har haft en rigtig god opstart, hvor han viste sig flot frem under træningslejren og i vores testkampe. Her beviste han, at vi så rigtig, da han i sin tid fik sin første kontrakt og han har siden udviklet sig rigtig positivt, siger sportschef i AGF, Peter Christiansen om den unge angriber, der fra sommer altså på fuld tid støder til Superliga-truppen, hvor han allerede træner med, men stadig under hensyntagen til hans uddannelse. 

- Alexander er hurtig, stærk i kroppen og har et stort repertoire, når det gælder afslutninger. Hans spilforståelse er også fornuftig, så han har fine forudsætninger for at komme langt, men nu venter der naturligvis masser af hårdt arbejde forude for ham, tilføjer sportschefen. 

Selv glæder Alexander Ammitzbøll sig i sagens natur over den nye aftale.

- Det er stort for mig og jeg er meget glad. AGF er en stor og god klub, hvor jeg er omgivet af dygtige medarbejdere og trænere, der kan hjælpe videre i min udvikling som fodboldspillere. Og jeg glæder mig over, at jeg nu får muligheden for at koncentre mig 100 procent om at spille fodbold. Det er drømme hos alle fodboldspillere og selvfølgelig også hos mig, og at det lige sker i AGF kunne ikke være bedre, siger Alexander Ammitzbøll, der startede med at spille fodbold i Stilling IF, inden han skiftede til FC Skanderborg som U14-spiller. Her var han med på talentholdene i AGF Klubsamarbejde og i 2016 kom han så til AGF, hvor han altså den 1. juli indleder en ny kontrakt. 

Mød Ammitzbøll på AGF TV her 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet