U17 sejrede i Vejle - nederlag til U19

Af: BJ - 13. marts 2019, kl. 9:34

Vejle var modstanderen for både U17 og U19 i seneste spillerunde, og her lykkedes det de yngste AGF-talenter at hente forårets første sejr.

I en kamp, der bar præg af kraftige vindforhold, trak U17 det længste strå takket være en scoring af Asker Beck et kvarter før tid. 

I første havde hjemmeholdet vinden i ryggen, og det gav dem et overtag. AGF-defensiven spillede dog med stor disciplin, og de gange Vejle kom frem til chancer, tog Asger Svendsen sig af forsøgene.

Efter pausen var det AGF-spillernes tur til at drage fordel af den kraftige medvind, og de fik nu i højere grad truet vejlensernes mål. Med tyve minutter igen blev Asker Beck skiftet ind på 10'er-positionen, og det satte ekstra skub i offensiven. Selvsamme Beck indtog også matchvinderrollen, da han udnyttede en flot assist af Oliver Lund.

Føringen holdt kampen ud, og dermed fik U17 revanche fra 0-2-nederlaget til Vejle i sæsonpremieren i efteråret. Cheftræner Dennis Ramonn Olsen glædede sig da også over sejren og hæftede sig især ved den defensive indsats.

- Det var en flot sejr mod et af rækkens tophold, og drengene leverede først og fremmest en flot og disciplineret defensiv indsats. Jeg er ikke helt tilfreds med vores spil med bolden. I første halvleg kan det til dels tilskrives vinden, men efter pausen tager vi for mange forhastede beslutninger. Det bliver dog bedre mod slutningen af kampen, og det var dejligt at få en sejr. stor ros til Emil Agerbæk og Daniel Jakobsen for en velspillet kamp i bagkæden, og til Asger Svendsen, der tog sig af de forsøg, Vejle kom frem til. Også ros til Asker Beck for et flot indhop, siger Dennis Ramonn, der i slutningen af kampen gav debut til U15-spiller Johannes Hansen.

Næste opgave for U17 er 16. marts på hjemmebane mod Esbjerg.

Kampfakta - U17 Ligaen
Vejle Boldklub - AGF 0-1 (0-0)
0-1: Asker Beck (75')

AGF:
Asger Svendsen - Ole Jessen (70: Asker Beck), Daniel Jacobsen, Emil Agerbæk, Victor Storgaard - Jacob Reus, Lukas Therkildsen - Oliver Lund, Faysal Halimi (80: Johannes Hansen), Jonas Yderholm (62: Oscar Artero) - Frederik Ihler 

-------------------------------

U19 tabte pusten

U19 mødte også Vejle på udebane, og slutfacit blev et klart 0-3-nederlag. Det var der dog ikke meget, der tydede på i de første 45 minutter. Her havde AGF-drengene fin kontrol over kampen og skabte også muligheder, der burde have udløst en føring. 

Efter pausen skiftede kampen karakter. Hjemmeholdet satte sig nu på spillet, og det lykkedes aldrig AGF-mandskabet at få sat modtræk ind. Tre gange fandt Vejle vej til netmaskerne, og det klare nederlag ærgrede U19-cheftræner Fatah Abdirahman.

- I de første 40 minutter dominerer vi, men vi får ikke udnyttet de store chancer, vi skaber. Det var os, der var ovenpå i pausen, men i løbet af de første syv minutter i anden halvleg lukker vi to mål ind, og herefter formår vi ikke at rejse os. Vi må konstatere, at vi har for mange udfald i løbet af en kamp, og at vi skal bruge for mange chancer til at score, siger Fatah Abdirahman, der sender sit hold i aktion igen d. 30. marts på hjemmebane mod Brøndby.

Kampfakta - U19 Ligaen
Vejle Boldklub - AGF 3-0
1-0: Thais Damgaard Nielsen (48')
2-0: Adam Jakobsen (53')
3-0: Tobias Sørensen

Daniel Gadegaard - Mikkel Møller Lassen, Sune Balle, Jakob Kiilerich, Frederik Jørgensen - Mads Bager, Søren Gustav Bugge Jepsen, Albert Grønbæk Erlykke - Jacob Trenskow (63: Magnus Anbo), Magnus Kirchheiner (46: Alexander Ammitzbøll), Mostafa Maarouf (58: Magnus Kaastrup) 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet