Organisationer: Kom på søndag

Af: SHC - 5. december 2019, kl. 8:49

Budskabet er klart til AGF's JULEHJÆLP. Kom i Ceres Park på søndag den 8.12 kl. 14. For jo flere vi bliver, jo mere julehjælp kan vi sammen give.

Søndag gælder det AGF's JULEHJÆLP, når vi spiller hjemme mod Lyngby. Her samles vi om at hjælpe dem, der trænger mest i juletiden. Sammen med seks hjælpeorganisationer har vi en ambition om at samle julehjælp for en million.

Men skal vi nå det mål, så skal vi blive 10.000 på Ceres Park. For AGF's JULEHJÆLP fungerer ved, at for hver tilskuer, der møder frem til kampen, donerer AGF - ved hjælp fra vores sponsorer - mindst 100 kr. til en julepakke - og ambitionen er altså at indsamle gaver til en værdi af en million kr.

Skal den ambition nås skal vi være mindst 10.000 til kampen. Og alle sæder, hoveder og hjerter tæller. Sæsonkortholdere, sponsorer og billetkøbere. Alle billetter tæller.

Og de velgørende organisationer, der er med i AGF's JULEHJÆLP, håber på at se mange på Ceres Park på søndag.

- Jeg håber, at der kommer mange på søndag til kampen, så det kan komme ud over kanten. Det er et fremragende projekt, hvor vi kan samle gaver ind til - i vores tilfælde - de hjemløse. Jo, flere der kommer, jo større bliver de julegaver vi kan give. Så vores budskab til Aarhus er; kom til kampen, så vi kan fylde Ceres Park op - det glæder vi os til, siger Niels Bjørnø fra Kirkens Korshær i Aarhus.

- Det er vigtigt, at vi får samlet mange julegaver ind til værdig trængende, så er der nogen familier, der får mulighed for at holde jul ligesom alle os andre. Så det er rigtig flot, at AGF har taget det her på sig og vi håber, at se mange på Ceres Park på søndag, supplerer Knud Aarup, der er formand for Røde Kors i Aarhus.

Så det kan ikke siges for ofte og højt nok; kom ud til kampen søndag den 8. december kl. 14. Hvis du kommer på Ceres Park, så udløser det automatisk mindst 100 kr. til AGF's JULEHJÆLP.

Julehjælp

AGF'S JULEHJÆLP sker i samarbejde med seks lokale hjælpeorganisationer: Børnenes Kontor Aarhus, Røde Kors (Aarhus, Syddjurs, Favrskov og Skanderborg), Kirkens Korshær, Dansk Folkehjælp, Frelsens Hær og Hjemløse i Aarhus.

Hjælpeorganisationerne står for at uddele julehjælpen til de værdigt trængende som de har kontakt med. Og jo flere tilskuere, der kommer til kampen, desto større værdi vil hjælpen altså have. Og alle tæller - sæsonkortholdere, sponsorere, børnebilletter - alle! Jo, flere vi bliver, jo mere julehjælp kan vi gi'.

Så kom til årets sidste kamp i Ceres Park og bak holdet op i kampen mod Lyngby og dermed også støtte AGF's JULEHJÆLP. Og hver en billet tæller, så kom i skoven, så vi sammen kan samle julehjælp ind for en million.

Find billet til kampen her >>>>

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet