Venskab har ingen alder

Af: FS / Foto: Pressefoto - 6. november 2019, kl. 15:15

Når AGF søndag den 10. november holder Børnenes Dag til 3F Superligakampen mod SønderjyskE, så gæster venner fra organisationen, Børns Voksenvenner kampen.

Ikke alle børn har en voksen, som de kan snakke med, lege med eller betro sig til. Derfor skaber organisationen Børns Voksenvenner forbindelser mellem børn og frivillige voksne, som har tid og overskud til at være ven for et barn, der har brug for en voksen i sit liv med overskud, engagement og lyst til at være en god rollemodel og gøre en forskel.

Når AGF søndag den 10. november holder Børnenes Dag til 3F Superligakampen mod SønderjyskE, så gæster venner fra Børns Voksenvenner kampen.

I forbindelse med Børnenes Dag har AGF nemlig inviteret børn og deres venner fra Børns Voksenvenners Aarhus-afdeling i Ceres Park til Børnenes Dag. Her vil vennerne overvære kampen mod SønderjyskE og på den måde få en mulighed for en sjov oplevelse sammen. 

- Alle har brug for en ven - især børn. Derfor benytter vi Børnenes Dag til give de frivillige i Børns Voksenvenner et stort skulderklap for deres indsats og en lejlighed til at give børnene en god oplevelse i Ceres Park. Samtidig håber vi, at vi kan bidrage til at flere får øjnene op for Børns Voksenvenner og dermed måske selv får lyst til at blive frivillig voksenven, siger kommunikationschef i AGF, Søren Højlund Carlsen.

Flere venner efterlyses


Siden 1990 har Børns Voksenvenner etableret 4.000 venskaber over hele landet og etablerer i dag omkring 250 venskaber om året. Børns Voksenvenner er en landsdækkende frivillig forening med omkring 40 lokalforeninger og over 1.500 frivillige. Nu får nogen af dem altså en fodboldoplevelse på søndag sammen med deres venner. 

- Vi og vores frivillige er glade for invitationen fra AGF, og alle ser frem til at være med til Børnenes Dag. En fodboldkamp er en rigtig god mulighed for vores frivillige voksenvenner til at lave en sjov aktivitet med børnene og komme ud og få en oplevelse, der kan knytte dem endnu mere sammen. Samtidig får vi lejlighed til at gøre opmærksom på vores arbejde og forening, hvor der lige nu på landsplan venter næsten 400 børn på en voksenven. Så vi har brug for flere engagerede voksne, der vil gøre en forskel. Derfor er al opmærksomhed og hjælp absolut kærkommen, og vi glæder os til på søndag, fortæller Søren Nyskov, der er koordinator i Børns Voksenvenner i Aarhus. 

Børnenes Dag finder sted søndag den 10. november i forbindelse med AGF's kamp mod SønderjyskE i Ceres Park kl. 14. Her står dagen i børnenes tegn med børnevenlige aktiviteter før kampen og børnene i centrum hele dagen.

Se mere til Børns Voksenvenner på voksenven.dk og mød to venner her:

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet