Aarhus mod København

Af: AGF / Foto: Ole Nielsen - 23. oktober 2019, kl. 15:27

Mandag aften står slaget mellem Aarhus og København i Ceres Park.

Mandag aften byder vi på lidt af en klassiker i Ceres Park. Nemlig en kamp mellem Jyllands hovedstad og kongens København. Mellem 139 års historie og FCK's 27-årige historie - krydret med moderklubbens KB's lange historie, der går tilbage til 1876.

Så det er mange års dansk fodboldhistorie, der tørner sammen mandag aften på Ceres Park, der stadig klinger af struberne fra de 22.000 århusianere, der overværede lokalopgøret mod Silkeborg.

Her blev det som bekendt til et surt nederlag i slutminutterne. Så holdet er sultne efter at få vasket pletten væk og få en sejr foran hjemmepublikummet.

Og selv om vi har haft det svært mod københavnerne i de senere år, så har vi kun tabt tre af vores seneste ni hjemmekampe mod FC København i 3F Superligaen. Og i det seneste møde i Ceres Park for lidt over et år siden var vi uhyre tæt på sejren, men i overtiden udlignede FC København til endnu et uafgjort resultat.

Skærmbillede 2019-10-23 Kl . 15.21.08

Siden har vi mødt FCK to gange yderligere i Telia Parken, hvor vi i begge kampe har måtte indkassere et nederlag.

Formår vi i øvrigt at vinde på mandag, så vil vi tildele FC København det fjerde udebanenederlag i træk i 3F Superligaen - det har københavnerne ikke prøvet siden maj 1999, hvor de tabte fem i streg - blandt andet her i Aarhus, da vi vandt 1-0 i et år, hvor vi i øvrigt vandt alle vores tre kampe over københavnerne.

Målgaranti?
Uanset, hvordan det går på mandag, så er der stor sandsynlighed for mål. 
Senest vi spillede 0-0 mod FC København var tilbage i foråret 2016 og vi har scoret i alle vores kampe siden august.

Og i Ceres Park er der - af enten os eller modstanderne - nu blevet scoret mål i alle kampe i over halvandet år. Og med sine tre mål i sine seneste tre 3F Superligakampe, så kan det være, at vores mål kommer fra Patrick Mortensen på mandag. Også Mustapha Bundu er varm med sine seks sæson-scoringer indtil videre - senest mål fra hans fod faldt så sent som i søndags.

Mustapha Bundu 190818-05

Så der er al mulig grund til at glæde sig til mandagens storkamp i Ceres Park. Vi holder Studiernes Tribunefest og derfor vil der være skruet op for underholdningen i AL Bank Fanzonen før kampen. Her åbner vi allerede kl. 17, mens kampen starter kl. 19.

Det er byens hold mod byens hold. Backman mod Bendtner. Byens drømme mod mesterholdet. Det er AGF mod FC København mandag aften i Ceres Park kl. 19 - find din billet her.

Bendtner -backman

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet