Bundu månedens spiller i 3F Superligaen

Af: SHC / Foto: Ole Nielsen og Frederik Sindberg - 6. oktober 2019, kl. 15:56

Tillykke til Mustapha Bundu, der netop er blevet kåret til Månedens Spiller i 3F Superligaen.

Inden dagens kamp mod Randers FC fik Mustapha Bundu et flot skulderklap med ind til lokalopgøret, da det i optakten til kampen blev offentliggjort, at han er blevet kåret til månedens spiller i 3F Superligaen.

Hæderen kommer efter, at Bundu har haft et forrygende september, hvor det er blevet til fire mål - blandt andet et flot hattrick mod AaB - samt to assist.

Den flotte måned kommer efter en august med et mål og tre assist. Dermed er Bundu oppe på fem sæsonscoringer indtil nu.

Det var i øvrigt en enstemmig afgørelse af Mustapha Bundu som Månedens Spiller i 3F Superligaen, hvor både de eksperter, der stemmer, fansenes stemmer, samt et såkaldt performance index alle havde Bundu øverst på skamlen. Det er første gang, at alle tre faktorer har den samme spiller øverst på skamlen, oplyser Divisionsforeningen, der står bag kåringen. 

P1010004 (1)

Ved ankomst til dagens kamp fik Mustapha Bundu overrakt prisen for månedens spiller af den 9-årige AGF-fan, Huxi Rye Rasmussen. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet