Tætte ungdomsopgør mod Randers

Af: BJ - 7. oktober 2019, kl. 23:42

Lørdag var de tre ældste ungdomshold i aktion mod Randers, og ligesom 3F Superliga-duellen udviklede det sig til tætte opgør.

U19-kampen endte uden scoringer. Begge mandskaber havde et par gode muligheder til at tage sejren, men generelt var det en chancefattig affærre. Trods en offensiv opstilling lykkedes det aldrig for AGF-spillerne at få kampen over på deres præmisser, og det ærgrede cheftræner Fatah Abdirahman.

-Det var ikke overraskende, hvad Randers kom med. Det er et fysisk stærkt hold, der er gode på omstillinger, og vi vidste godt, at det var os, der skulle være ansvarlig for at gøre noget med kuglen. Det var vi dog ikke i stand til. Den tekniske kvalitet var så dårlig, og det gjorde, at kampen blev chancefattig, og at det mest var dødbolde og omstillinger, som kampen bød på. Vi stillede ellers med seks spillere, som har deres primære forcer i det offensive, men jeg må bare sige, at vi svigter hinanden offensivt. Defensivt synes jeg derimod, at vi var i kontrol. Men det var en dårlig kamp, og mest af alt er jeg utilfreds med vores tekniske niveau, siger Fatah Abdirahman.

Kampfakta - U19 Ligaen
AGF - Randers FC 0-0

AGF:
Daniel Gadegaard - Mikkel Lassen, Sune Balle, Mads Bager, Victor Storgaard (52: Frederik Jørgensen) - Jacob Trenskow (75: Jacob Reus), Albert Grønbæk Erlykke, Nicolai Sauer - Marcus Ginnerup, Anders Fæster, Magnus Kirchheiner (67: Jonas Yderholm)

------------------------------

U17 smed sejren 

Modsat U19-kampen udviklede U17-opgøret sig til en målrig forestilling. I en rodet første halvleg åbnede gæsterne scoringen, men en flot soloaktion af Frederik Ihler bragte balance i regnskabet. Lige inden pausen tog Randers dog igen føringen efter et hjørnespark, og generelt havde kronjyderne haft et lille overtag i de første 45 minutter.

Det ændrede sig dog fra anden halvlegs start. AGF-drengene satte sig på kampen, og det blev belønnet med to scoringer. Først satte Frederik Ihler sin anden scoring ind direkte på frispark, og kort efter spillede han bandespil med Mathias Sauer, der slap alene igennem og gjorde det til 3-2.

U17 havde også bolden i mål til en fjerde scoring, men der blev fejlagtigt dømt frispark til målmanden. Kort forinden havde Randers fået en spiller vist ud, og det gav AGF-mandskabet gode forudsætninger for at køre sejren hjem. Men spillerne blev dog lidt for passive i slutfasen, og det udnyttede Randers til at udligne til 3-3, hvilket også blev kampens resultat.

- Som kampen forløber, er jeg skuffet over, at vi ikke vinder. Jeg er tilfreds med vores start på anden halvleg, hvor vi sætter os på kampen og får vendt 1-2 til 3-2. Men efter deres udvisning bliver kampen lidt mere primitiv, og det har vi svært ved at håndtere. Det ender også med, at de får scoret, men inden da har vi to 100 % chancer, og det ærgrer mig, at vi ikke får lukket kampen, for det er en kamp, vi skal vinde, siger U17-cheftræner Dennis Ramonn.

Kampfakta - U17 Ligaen
AGF - Randers FC 3-3 (1-2)
0-1: Omer Kaqiu (10')
1-1: Frederik Ihler (40')
1-2: Jeppe Kudsk (44')
2-2: Frederik Ihler (54')
3-2: Mathias Sauer (56')
3-3: Marcus Wærn Kristensen (83')

AGF:
Villads Olesen - Jacob Andersen, Daniel Jakobsen, Christian Mikkelsen, Marius Hausted (69: Ayman Chadi) - Faysal Halimi, Asker Beck, Magnus Isager (59: Lukas Therkildsen) - Mathias Sauer, Frederik Ihler, Emil Vestergaard (59: Oscar Artero)

-----------------------------

U15 kunne ikke udnytte chanceovertag

U15-kampen mellem AGF og Randers endte 2-2. I en lige første halvleg viste gæsterne størst skarphed og bragte sig 2-1 i front. Den enlige AGF-scoring stod Theodor Felix for.

I anden halvleg tog AGF-drengene teten og var mest på bolden. Det udmøntede sig i flere store chancer, og en enkelt af disse førte også til en udligning, som Alexander Hansen (billedet) satte ind. Med lidt større skarphed i afslutningerne havde U15 også taget sejren, men de måtte nøjes med det ene point.

- Vi tager en masse point ind på udviklingskontoen, og har en rigtig fin reaktion efter to gange at komme bagud, hvilket jeg er meget tilfreds med. Især i anden halvleg har vi bolden rigtig meget, er gode til at få vendt spillet og kommer til mange indlæg og chancer generelt. Vi får udlignet til 2-2 efter et hjørnespark, og har derefter flere store muligheder for også at score til 3-2, men vi mangler lige den sidste skarphed foran mål, siger U15-cheftræner Lasse Fisker.

Kampfakta - U15 Ligaen
AGF - Randers FC 2-2 (1-2)
0-1: Andreas Skov (15')
1-1: Theodor Felix Hoffmeyer Beck (16')
1-2: Erion Kalludra (22')
2-2: Alexander Hansen (55')

AGF:
Mikkel Markdal - Bertram Zacho, Nikolaj Ellegaard (49: Hjalte Stokholm), Malthe Stentoft (71: Laust Kaastrup), Clemens Astrup - Alexander Hansen, Oscar Peier, Lasse Madsen - Theodor Felix, Andreas Nybro, Emil Dissing (64: Oliver Thunbo)

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet