AGF henter hollandsk forsvarsspiller i Serie A

Af: SHC / Foto: F. Sindberg - 2. september 2019, kl. 19:28

Fra Firenze til Aarhus. AGF henter hollandsk back i Fiorentina.

Han har været på radaren et stykke tid i AGF. Og nu er det lykkes at hente ham til Aarhus. Hollandske Kevin Diks er nyeste mand i hvidt efter han i dag er blevet hentet på en lejeaftale i italienske Fiorentina. 

Kevin Diks, der er 22 år, kom til Fiorentina fra den hollandske klub Vitesse i sommeren 2016. I sæsonen 2017/2018 var han lejet ud til Feyenoord, hvor han spillede 23 kampe i den hollandske liga og blandt andet var med til at vinde den hollandske pokalturnering i foråret 2018. 

Siden har han dog haft svært ved at tilkæmpe sig en plads på Fiorentinas bedste hold og har derfor også været lejet ud til Serie A klubben Empoli.

Men nu gælder det så AGF, hvor Kevin Diks kommer til på en etårig lejeaftale. 

- Kevin er en spiller, vi har fulgt på afstand længe i AGF. Han har - trods sin unge alder - allerede god erfaring fra topklubber i Holland og Italien, fra de hollandske ungdomslandshold, samt de europæiske klubturneringer. Kevin spiller primært højre back, men kan også løse opgaver på andre forsvarspositioner i andre formationer. Så han giver cheftræner David Nielsen nogen andre strenge at spille på og øger konkurrencen i de bagerste kæder, siger sportschef i AGF, Peter Christiansen. 

P9020024

I den italienske opstart har Kevin Diks været plaget af en mindre skade, men han er snart klar til at tage kampen op om en plads på AGF's 3F Superligahold. 

- Han bærer en mindre skade med sig til Aarhus. Men vores dygtige sundhedssektor har tjekket ham grundigt igennem og er yderst fortrøstningsfulde i forhold til at få ham til at præstere på de høje nagler igen. Så vi glæder os til at se Kevin i fulde omdrejninger igen og ser frem til at se ham tilslutte sig vores trup på Fredensvang, siger Peter Christiansen. 

Kevin Diks har 16 ungdomslandskampe for Holland på sit CV. Herunder syv kampe for det hollandske U21-landshold. Han tiltræder på Fredensvang i den indeværende landskampspause. 

Interview med Kevin Diks på AGF TV   

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet