AGF præsenterer historisk godt regnskab

Af: BJ - Foto: Ole Nielsen den 27. september 2019, kl. 15:00

Et overskud på 10 mio. kr. før skat, en omsætning på 131 mio. kr. og en sponsoromsætning på 55 mio. kr. er alle regnskabsrekorder, der gør AGF A/S’ årsrapport for 2018/19 til det bedste økonomiske resultat i selskabets over 40-årige historie.

AGF A/S har i dag offentliggjort selskabets årsrapport for 2018/19, og de økonomiske tal for den aarhusianske Superliga-klub har aldrig set bedre ud. Selskabet kan præsentere et overskud på 10 mio. kr. før skat, hvilket er det bedste resultat nogensinde, og det samme gør sig gældende for omsætningen på 131 mio. kr. og sponsoromsætningen på 55 mio. kr.

- Hele organisationen har de senere år arbejdet hårdt for at skabe en forretning i balance, og det begynder vi nu at høste frugterne af. Det fundament, vi står på, har aldrig været stærkere i kraft af en sund økonomi, en stærk kommerciel platform, en spillertrup med et stort potentiale og en flot opbakning i byen og regionen. Vores fornemmeste opgave er nu at bygge videre på den positive udvikling, så vi kan tage de næste skridt både sportsligt og kommercielt, hvilket er en opgave, der til stadighed kræver ydmyghed og hårdt arbejde, siger Lars Fournais, bestyrelsesformand i AGF A/S.

Bag de positive tal i årsrapporten gemmer der sig fremgang på stort set alle forretningsområder, hvilket glæder adm. direktør Jacob Nielsen.

- Vores sponsoromsætning er for tredje år i træk historisk høj, og vi kan også notere os en pæn vækst i billet-, bodsalgs- og merchandise-indtægter. For første gang i mange år har vi realiseret betydelige transferindtægter, og vores eventafdeling har haft et rekordhøjt aktivitetsniveau, hvilket også har bidraget positivt til regnskabet. Samlet set har selskabet aldrig haft en højere omsætning, og med baggrund i en stram omkostningsstyring kan vi præsentere det bedste resultat i selskabets over 40-årige historie. Det kan vi være tilfredse med, og nu gælder det om at holde fast i momentum.

Den robuste økonomi er ifølge Jacob Nielsen et vigtigt skridt på vejen mod at skabe et konkurrencedygtigt fodboldhold, der kan indfri de sportslige målsætninger.

- Vores ambition er at konsolidere os i toppen af dansk fodbold, og der er vi meget langt fra endnu. Både sportsligt og kommercielt har vi stadig et uforløst potentiale, vi skal udnytte, men vi er på rette kurs, og ved fælles hjælp - og ikke mindst med byens og regionens opbakning - så er jeg overbevist om, at vi også lykkes.

I regnskabet indgår ikke transferindtægter fra salget af Jens Stage til FC København, da de hører til det igangværende regnskabsår, og her er forventningerne også sorte tal på bundlinjen - nærmere bestemt et positivt resultat på mellem 5 og 15 mio. kr. før skat.

Udklip (2)

DOWNLOAD

* Selskabsmeddelelse ifm. årsrapporten >>
* Årsrapport 2018/19 >>

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet