AGF styrker den kommercielle organisation

Af: BJ - 17. september 2019, kl. 15:10

I de senere år har AGF oplevet en stigende sponsortilgang, hvilket i høj grad skal tilskrives den kommercielle platform, som samarbejdspartnere får adgang til. Nu sætter AGF yderligere skub i denne udvikling, idet kommerciel chef Jesper Elkjær i endnu højere grad skal udvikle partnerskaberne i B2B-delen af den kommercielle forretning, samtidig med at Morten Lerke ansættes i en nyoprettet stilling som kommerciel B2C-chef og får ansvaret for at videreføre den positive tilskuerudvikling til AGF's kampe.

I tre ud af fire hjemmekampe i denne sæson har AGF haft over 10.000 tilskuere, og ambitionen er, at femcifrede tilskuertal bliver kutyme i Ceres Park. En målrettet tilskuerstrategi har givet tilskuertallet et løft, og nu ansætter AGF Morten Lerke som kommerciel B2C-chef for at forstærke den positive udvikling.

- Vi har de senere år arbejdet målrettet på at løfte helhedsoplevelsen til vores kampe og med tiltag som AL Bank Fanzonen, tematisering af kampene og jævnlige kundeundersøgelser forsøgt at gøre det endnu mere attraktivt for alle fansegmenter at komme til vores kampe. I seneste sæson havde vi det højeste tilskuersnit i syv sæsoner, og vi tager nu næste skridt i denne udvikling med ansættelsen af Morten Lerke som kommerciel B2C-chef. Morten var i 2011-14 eventchef i AGF og kender derfor klubben og branchen indgående, og han vil få til opgave at bygge videre på de initiativer, der allerede er taget og videreudvikle vores ambitiøse tilskuerstrategi, siger Jacob Nielsen, adm. direktør i AGF.

Mens Morten Lerke fremadrettet får ansvaret for de kommercielle initiativer, der er målrettet tilskuerne, vil den kommercielle fokus i forhold til samarbejdspartnere tilsvarende blive øget.

- Den kommercielle platform, vi tilbyder vores samarbejdspartnere, har været inde i en rivende udvikling, og det har man også kunnet aflæse i vores sponsorindtægter, der er på et historisk højt niveau. Jesper Elkjær har haft ansvaret for at drive denne udvikling og har stor andel i, at vi er lykkedes så godt med at tiltrække og fastholde partnere. Han har samtidig også været indover vores kommercielle tiltag i forhold til tilskuere, men fremover vil han som kommerciel B2B-chef udelukkende have fokus på den del af forretningen, der berører vores sponsorer, da vi også her fortsat ser et stort potentiale, siger Jacob Nielsen og tilføjer.

- Vi arbejder hele tiden hårdt for at skabe det økonomiske og kommercielle fundament, der kan være med til at indfri vores sportslige ambitioner, og derfor er vi som klub godt klædt på til at tage de næste skridt.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet