Amini-drømmehug afgjorde underholdende fynsk fejde

Af: BJ - Foto: Getty Images den 20. september 2019, kl. 21:27

Mustafa Amini blev matchvinder i en underholdende og intens 3F Superliga fredag aften mod OB. Dermed hentede et selvtillidsfuldt AGF-mandskab, der blev bakket fantastisk flot op af over 1000 medrejsende AGF-fans, den femte sejr på stribe.

Det var to hold med en stime af clean sheets i bagagen, som gik ind til opgøret. OB havde ikke indkasseret en scoring i tre kampe, og for AGF's vedkommende var det fem kampe i streg. Så skulle man måske foranlediges til at tro, at det ville blive en chancefattig kamp, men sådan gik det ikke. Ja, opgøret var ikke mange minutter gammel, før hattrick-helten fra seneste runde, Mustapha Bundu, blev spillet helt fri i feltet af Mustafa Amini. Desværre missede kantspilleren sin førsteberøing, og den store chance løb ud i sandet.

Få minutter senere var det Patrick Mortensens tur til at komme frem til en god mulighed. Et indlæg fra venstre side havnede hos en umarkeret Mortensen, der dog mistimede sin afslutning.

Ï det 10. minut var Bundu atter i centrum. Han jagtede en lang aflevering, der dog så ud til at blive opsnappet af OB's keeper Oliver Christensen helt ude ved sidelinjen. Han fumlede dog med bolden med det resultat, at Bundu havde et helt frit mål foran sig - godt nok fra en spids vinkel, men han tøvede ikke med at afslutte. Desværre manglede præcisionen, og bolden gik over mål.

Efter en aggressiv AGF-indledning kom hjemmeholdet bedre med, og i to situationer kunne de have taget føringen. Først efter en dobbeltchance, hvor både Baskim Kadrii og Oliver kom til en helt fri skudmulighed. Kadrii ramte dog ikke bolden, og Lund overplacerede sin afslutning.

Kort efter fik Moses Opondo også en stor mulighed, da han pludselig var helt fri på en lang fremlægning. OB-midtbanespilleren sendte dog sit forsøg forbi mål.

AGF-defensiven slap med skrækken - og det gjorde fynboerne også i den anden ende af banen godt midtvejs i halvlegen. Efter hurtige kombinationer serverede Jakob Ankersen i sidste ende bolden til Mustafa Amini på kanten af feltet. Australieren afsluttede kontrolleret, og skuddet blev afrettet af en OB -forsvarsspiller. Oliver Christensen var prisgivet, men han kunne se bolden gå lige forbi mål.

Trods adskillige chancer var kampen stadig målløs, men det ændrede sig efter en halv time. Og igen var optakten godt AGF-opspil, der endte med, at Jon Thorsteinsson spillede Mustapha Bundu, der kom i et godt løb, helt fri i feltet. Bundu tog et træk forbi Oliver Christensen, og lidt ude af balance fik han afsluttet. Ikke verdens bedste afslutning, men med lidt hjælp fra Marco Lund trillede bolden over stregen.

Mustapha Bundu _GI (5)

OB forsøgte mod halvlegens slutning at gå lidt mere offensivt til værks, men AGF-defensiven stod stærkt, og flere scoringer blev de godt 10.000 tilskuere ikke vidner til.

Hjemmeholdet indledte anden halvleg, som de sluttede de første 45 minutter. Ja, presset mod AGF-målet blev nu endnu tungere, og det handlede mest om at stå imod. Efter 67 minutter måtte defensiven dog kapitulere. Et frispark fra venstre side til bagerste stolpe kom Moses Opondo først på, og han kunne hårdt presset af Mustapha Bundu bringe balance i regnskabet.

AGF havde indtil da været sjældne gæster på fynboernes halvdel, men minuttet efter udligningen kunne Patrick Mortensen have svaret igen. Han blev spillet helt fri af Jakob Ankersen, men desværre måtte han se Oliver Christensen diske op med en fin fodparade.

Få minutter senere opstod også en god hovedstødsmulighed til Mustapha Bundu, men forsøget gik forbi mål.

OB's pres var på det tidspunkt aftaget, og spillet var nu mere lige. Der skulle lidt af en drømmetræffer til for at finde kampens afgørelse. Med ti minutter igen trak Jakob Ankersen ind i banen, og bolden røg hen til Mustafa Amini, der uden betænkningstid trykkede af med venstrebenet. Som et projektil strøg hans skud op i det ene målhjørne. 'Sontagsschuss', ville man kalde Aminis scoring syd for grænsen, hvor han jo også tidligere har slået sine folder.

I slutfasen jagtede OB igen udligningen, men der blev kriget forbilledligt i AGF-defensiven - naturligsvis med Niklas Backman som foregangsmand - blandt andet illustreret ved en ishockey-blokering af en Kadrii-afslutning.

Niklas Backman _GI (4)

Fynboerne var dog meget tæt på i slutfasen - og det var den tidligere AGF'er Alexander Juel Andersen, der kunne have gjort det onde ved sin gamle klub, men hans hovedstødsforsøg strøg forbi mål.

Hele syv minutters overtid skulle AGF-lejren igennem, før de kunne strække armenene i vejret og juble over sejren sammen med de medrejsende fans - den femte på stribe. Jo, Fyn var fin, denne fredag aften....Næste gang gælder det FC Nordsjælland på hjemmebane søndag d. 29. september, hvor vi også fejrer klubbens 139 års fødselsdag. Vi ses i Ceres Park!

Kampfakta - 3F Superliga

OB - AGF 1-2 (0-1)
0-1: Mustapha Bundu (28')
1-1; Moses Opondo (67')
1-2: Mustafa Amini (80')

Tilskuere: 10.441

Adsvarsler:
OB: Jeppe TVerskov

AGF: Aleksandar Jovanovic, Alex Gersbach, Niklas Backman, Mustafa Amini

OB:
Oliver Christensen - Ramon Leeuwin, Jeppe Tverskov, Marco Lund - Oliver Lund, Janus Drachmann, Moses Opondo, Troels Kløve (47: Alexander Juel Andersen), Jacob Barrett Laursen (46: Jens Jakob Thomasen) - Issam Jebali (79: Sander Svendsen), Bashkim Kadrii

AGF:
Aleksandar Jovanovic - Alexander Munksgaard, Frederik Tingager, Niklas Backman, Casper Højer Nielsen - Mustafa Amini, Nicolai Poulsen, Jon Thorsteinsson (56: Zach Duncan) - Jakob Ankersen (85: Jakob Ankersen), Patrick Mortensen, Mustapha Bundu (73: Gift Links)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet