Drama i Marstal

Af: SHC - 11. september 2019, kl. 21:37

Det holdt hårdt, og der skulle forlænget spilletid, men i sidste ende blev det onsdag aften til videre avancement i Sydbank Pokalen efter en 6-2-sejr over Marstal/Rise.

Onsdag eftermiddag startede denne sæsons pokalturnering for vores vedkommende, da holdet var en tur på Ærø. Efter en lang tur fra Aarhus med bus og en smuk tur med færgen fra Fåborg ventede Marstal/Rise på Marstal Stadion, hvor 716 tilskuere skabte en fin ramme om pokalkampen på det lille hyggelige, men denne aften også lidt fugtige og vindblæste stadion i Marstal.

Som forventet startede vi mest på bolden, men uden at få skabt de helt store chancer mod et godt kæmpende hjemmehold, der stod påpasseligt i defensiven og kæmpede det bedste de havde lært. Og vi formåede ikke at dirke Marstals forsvar op. Det skortede ellers ikke på forsøg efter både etableret spil og dødbolde. Men ind ville bolden ikke, og efterhånden fik hjemmeholdet blæst den værste storm af.

Men det var nu alligevel en overraskelse, da Marstal efter 40 minutter kunne bringe sig på 1-0 efter et hjørnespark, der blev headet flot i mål. En kold klud i ansigtet på det unge AGF-mandskab, der i forvejen var plaskvåde af det silende regnvejr over Ærø.

Marstals føring holdt til pausen til stor jubel for det entusiatiske hjemmepublikum, der havde en fest. Efter pausen fik de endnu mere at juble over, da et frispark sejlede ind i vores felt og til sidst endte i kassen. 2-0 til hjemmeholdet, og mareridtet i Marstal lurede.

Så der skulle nye værktøjer til fra kassen, og efter cheftræner David Nielsen havde sat Patrick Mortensen og Jakob Ankersen på banen, kom der lidt mere drev i vores offensive spil. Og det var netop Ankersen, der bragte håb tilbage om et avancement i den turnering, alle AGF'ere holder så meget af, da han flot flugtede bolden i mål til 1-2.

Reduceringen bragte fornyet liv i holdet, der nu jagtede comebacket. Og det kom kort for udløb af den ordinære tid, da debutant Alex Gersbach scorede direkte på et hjørnespark. Den forlængede spilletid var en realitet i det ellers mere og mere dunkle Marstal, hvor der ikke var lys på banen.

I den forlængede spilletid gik der kun kort tid før Alexander Munksgaard tændte sit eget lys, da han flot headede bolden ind til 2-3 og dermed en føring til århusianerne for første gang i kampen. Og det var som om, at det mål knækkede det ellers heroisk kæmpende hjemmehold. For derefter gik det stærkt, og i den forlængede spilletids 2. halvleg scorede vi tre mål mere ved henholdsvis Alexander Ammitzbøl, der nettede to gange og så Alex Gersbach med endnu et mål. Bum 2-6 og vi er videre i Sydbank Pokalen. Men det holdt hårdt og som cheftræner David Nielsen udtrykte det efter kampen, så fik holdet en lærestreg med hjem fra Ærø i dag. Den kan vi så tage med os videre i Pokalturneringen, hvor der i morgen kl. 13 er lodtrækning til runde tre.  

Alexander Ammitzbøll

Kampfakta - Sydbank Pokalen - 2. runde
Marstal/Rise-AGF 2-6 e.f.s., ordinær kamp 2-2 (1-0)
1-0: Mathias Grydehøj (40')
2-0: Mathias Grydehøj (66')
1-2: Jakob Ankersen (78')
2-2: Alex Gersbach (87')
2-3: Alexander Munksgaard (95')
2-4: Alexander Ammitzbøll (110')
2-5: Alex Gersbach (114')
2-6: Alexander Ammitzbøll (117')

Tilskuere: 716

Marstal/Rise truppen: Peter Sylvestersen, Rune Bové, Mathias Grydehøj, Jonas Kisby, Johan Konge, Anders Larsen, Flemming Haugegaard, Emil Grydehøj, Nicolaj Grydehøj, Kasper Kildegaard, Mikkel Rasmussen, Christian Helmann, Matthias Fleischer, Thomas Holmegaard, Jens Kildegaard, Tobias Holm, Magnus Grydehøj, Emil Kildegaard, Chris Rasmussen og Jonas Kock.

AGF:
Aleksandar Jovanovic, Magnus Anbo (73' Alexander Munksgard) Sebastian Hausner, Mikkel Lassen, Alex Gersbach, Nicolai Poulsen, Benjamin Hvidt (62' Jakob Ankersen), Zach Duncan, Kasper Lunding (62' Patrick Mortensen), Mostafa Maarouf, Alexander Ammmitzbøll 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet