Femteplads til U14 efter sejr over PSG

Af: BJ - 16. september 2019, kl. 10:17

AGF's U14-hold sluttede på en flot femteplads til invitationsstævnet Madrid Football Cup. I den afsluttende placeringskamp blev franske Paris Saint-Germain FC besejret 1-0.

Afgørelsen mod franskmændene faldt allerede efter 18 sekunders spil, og resten af kampen formåede et disciplineret og godt kæmpende AGF-mandskab at holde stand mod et dygtigt fransk hold.

Dermed sluttede U14 på en flot femteplads ud af 32 hold i det stærkt besatte stævne i Madrid. I kvartfinalen måtte holdet bøje sig for FC Barcelona, der fik kamp til stregen, men dog fortjent vandt 2-0. Herefter var FC Krasnodar modstanderen i den første placeringskamp. Det russiske hold gik til vaflerne - og også indimellem over stregen - men det lod U14 sig dog ikke kyse af, og de kunne trække sig fra banen med en fortjent 1-0-sejr, hvilket banede vej for kampen om 5.-6.-pladsen mod PSG.

Alt i alt en flot turnering af U14, og det var da også en tilfreds U+-træner Sancheev Manoharan, der gjorde status over stævnet i Madrid.

- Drengene har fået en indsigt i, hvad der kræves for at spille med de dygtigste hold i Europa. Vi har præsteret på et utrolig højt niveau og vist os godt frem individuelt og som hold. Jeg er utrolig glad for, at vi viser os godt frem individuelt, og det bevises også af, at vii havde en spiller - Anders Sønderskov - der blev udtaget til BEST11. For alle har det været rigtig gode lærepenge, som vi tager med hjem, siger Sancheev Manoharan.

U14_resultat

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet