Jovanović vender tilbage til Aarhus 

Af: SHC / Foto: Ole Nielsen - 2. september 2019, kl. 23:59

Aleksandar Jovanović kommer tilbage til AGF på en lejeaftale.

En god bekendt af AGF vender nu tilbage til Aarhus og Fredensvang - i hvert fald for en stund. Målmand Aleksandar Jovanović vender således tilbage til AGF, hvor han tiltræder på en lejeaftale frem til nytår.

Jovanović skiftede i sommeren 2018 fra AGF til La Liga-klubben SD Huesca, hvor det blev til 19 optrædener i den bedste spanske række inden Huesca måtte rykke ud af La Liga. 

Nu vender målmanden så tilbage til AGF, hvor han i sine sæsoner i klubben hentede mange roser for sit målmandsspil og voksede sig ind i hjerterne på AGF's tilhængere. De kan nu se frem til et glædeligt gensyn med Jovanović, der med William Eskelinens skade fra søndagens kamp in mente fra i morgen indgår i AGFs målmandsteam.

- Med en lidt usikker tidshorisont på William Eskelinens skade, så tager vi ingen chancer, hvorfor Jovanovic støder til os nu. Han er en perfekt mand at få ind nu. Han kender klubben, omgivelserne og trænerstaben, og han får derfor let ved at træde ind i truppen. Så i den situation vi nu er kommet i, så er det en god løsning for os på den korte bane, og vi ser frem til gensynet med Jovanović, der var en afholdt spiller og holdkammerat, sidst han var i AGF, siger sportschef Peter Christiansen. 

Glæder sig til gensyn
Selv ser Aleksandar Jovanović - der nåede 69 kampe for AGF fra 2016 til 2018 - meget frem til gensynet med Fredensvang og ikke mindst med tilhængerne på Ceres Park. 

- Jeg er meget glad for udsigterne til at komme tilbage til AGF, hvor jeg havde en rigtig god tid i klubben, da jeg var her sidst. Jeg ser frem til at bidrage til holdet og til den talentfulde gruppe af målmand, der er i AGF. Og så glæder jeg mig ikke mindst også til at se de fantastiske tilhængere og Ceres Park igen - jeg kan ikke vente med at komme i gang, siger Aleksandar Jovanović 

Aleksandar Jovanović - der har indgået en fire-måneders lejeaftale med AGF - tiltræder på Fredensvang i løbet af den indeværende landsholdspause. 

Jova

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet