Pokaldrømmen begynder på Ærø

Af: SHC/MT - 6. september 2019, kl. 14:49

I næste uge - onsdag den 11. september - tager vi hul på dette års Sydbank Pokalen med en kamp på Ærø.

Så vækker vi snart drømmen om ny pokalsucces, når vi tager hul på dette års Sydbank Pokalen. Det sker med en kamp mod Marstal/Rise på Ærø på onsdag den 11. september kl. 17.15. 

Marstal/Rise ligger på Ærø og er en delvis fusion mellem fodboldafdelingerne i klubberne Marstal IF og Rise Skytte- & Idrætsforening (RSI). Fusionen skete i 2007, men selve Marstal Idrætsforening blev stiftet tilbage i 1915.

Marstal/Rise spiller til dagligt i Albaniserien (Fynsseriens pulje 1), hvor de ligger nummer to efter de første fem kampe. 

Trods de over 100 år på bagen for Marstal Idrætsforening, har de aldrig før haft AGF på besøg. Men Ærø-klubben har dog to gange tidligere haft besøg af Superligaklubber. I 2008 blev det til et 7-2 nederlag mod Viborg FF og i 2009 til et 3-1 nederlag mod Silkeborg IF. 

Lokal fan glæder sig
På Ærø bor AGF-tilhængeren Lars Carnfeldt, som er AGF.dk har kontaktet. Og han fortæller, at der lige nu er stor fokus på kampen mod AGF på hele øen. 

Det summer, det er årtiets kamp, måske endda århundredes kamp, og alle snakker om det - det er så dejligt, fortæller Lars Carnfeldt, der har set det lokale hold i aktion.

- Det er jo Ærøs stolthed, helt ubetinget. Ikke mindst, da de for et par år siden toppede og spillede med i Danmarksserien. De er nogen hårde hunde, der spiser godt med rugbrød - det er helt sikkert, siger Lars Carnfeldt, som har fundet sammen med to andre fans på Ærø, der naturligvis også kommer på onsdag. 

- Det er lykkes mig at opsøge to andre AGF-fans her på Ærø. Så vi tre holder sammen og ser meget frem til, at de hviie kommer til øen - det bliver klasse.

Lars og Co. kan i øvrigt se frem til godt selskab, da det ventes, at der afgår mindst to busser fra Aarhus til Ærø - trods det lidt umage kamptidspunkt og nødvendigheden af en færgetur. 

Kampen starter onsdag 11.9 kl. 17.15 på Marstal Stadion og billetter og information kan fåes her >>> 

Kampen sendes desværre ikke på tv eller livestreames. Men kan følges på vores Live Twitter og efterfølgende kan man få reaktioner og højdepunkter på AGF.dk og AGF TV. 

Til Artiklen

Fire fakta om Marstal/Rise

  • Marstal/Rise bryster sig af at have en stærk hjemmebane på Reberbanen i Marstal på Ærø. Dette ses også tydeligt, da de har indledt dette års fynsserie pulje 1 -  også kendt som Albaniserien - med tre hjemmesejre. 
  • Marstal/Rises trænerteam er den dag i dag stadig det samme, som det trænerteam der tilbage i 2009 skabte sensationen og for første gang i klubbens historie sendte holdet videre fra pokalturneringens 2. runde. Dengang med en 3-1 sejr ude over Aalborg Chang.  
  • Marstal/Rise har tidligere sendt gode hold skuffet hjem fra Ærø, som for eksempel det daværende 1. divisionsmandskab fra FC Vestsjælland - dengang Slagelse B&I, i 2007 med 3-1 og 2. divisionsholdet fra FC Sydvest i 2014 efter straffekonkurrence.
  • Marstal/Rise er i den grad kendt som Ærøs stolthed og opbakningen er også derefter. I 2009 hjemme mod Silkeborg i pokalturneringens 3. runde nåede tilskuertallet hele 1.000 mennesker. Den lokale klub håber dog på ny stadionrekord på onsdag.

Sydbank _pokalen _banner _marstal -agf

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet