U19 fandt formlen mod FCN

Af: BJ - Foto: FotoTrine/vildmedfoto.dk den 16. september 2019, kl. 21:06

U19 vandt lørdag 1-0 over FC Nordsjælland. Til gengæld måtte U17 og U15 gå fra banen med et nederlag til Farum-klubben.

U19 leverede en taktisk flot kamp mod FC Nordsjælland og trak det længste strå i en chancefattig kamp takket være Mads Bagers scoring efter en times spil.

Gæsterne var mest på bolden, men det lykkedes AGF-drengene at stresse dem til at lave mange fejl og lukke ned for det meste. Med et lille kvarter igen fik Mostafa Maarouf rødt kort, og det resulterede i en hektisk afslutning, hvor FCN jagtede udligningen. AGF-defensiven holdt dog stand, og sejren blev fightet hjem.

- Taktisk har jeg aldrig set drengene omstille sig så flot. De var omstillingsklar hele tiden i forhold til, hvordan vi skulle presse dem. Første halvleg er vi bedst og med lidt held kunne vi også være foran. Generelt var det en meget chancefatttig kamp, og da vi fik vores røde kort, blev det ikke lettere men drengene forsvarede outstanding i feltet. Vi løste FCN næsten til perfektion - ja, jeg har aldrig spillet imod dem før, hvor de har skabt så få chancer. Jeg kunne godt have tænkt mig, at vi var lidt bedre på bolden specielt i 2. halvleg hvor vi ikke havde den lige så meget, som jeg gerne ville have, men alt i alt var det en indsats på et højt niveau, siger U19-cheftræner Fatah Abdirahman.

Kampfakta - U19 Ligaen
AGF - FC Nordsjælland 1-0 (0-0)
1-0: Mads Bager (60')

AGF:
Daniel Gadegaard - Oliver Lund, Mikkel Lassen, Sune Balle, Viktor Storgaard - Mads Bager, Jacob Trenskow, Albert Grønbæk Erlykke (85: Jacob Reus) - Nikolaj Sauer (64: Majaliwa Msabaha), Jonas Yderholm (90: Anders Fæster), Mostafa Maarouf

U19_TN

----------------------------

Klart nederlag til U17

U17 løb lørdag ind i et klart 0-4-nederlag til FCN. I kampens indledning havde hjemmeholdet et par gode muligheder - blandt andet var Frederik Ihler tæt på at finde vej til netmaskerne, men da FCN midtvejs i halvlegen tog føringen, var der ikke den store tvivl om kampens udfald. 

- FCN spillede flot fodbold. Desværre satte vi dem selv i gang ved det første mål, men det er ingen skam at tabe til et bedre fodboldhold, når vores spillere gør, hvad de kan. Og det gjorde de. Selvom vi forsøgte at dreje og skrue på de knapper, vi fandt nødvendige, tabte vi bare til dygtigere spillere, siger U17-cheftræner Dennis Ramonn Olsen.

Kampfakta - U17 Ligaen
AGF - FC Norsjælland 0-4 (0-2)
0-1: Malte Karoli (20')
0-2: Andreas Pedersen Bredahl (35')
0-3: Andreas Pedersen Bredahl (70')
0-4: Marcelo Randolf (90')

AGF:
Villads Olesen - Jacob Andersen, Christian Mikkelsen, Ayman Chadi (45: Magnus Sand Isager), Marius Hausted - Faysal Halimi, Daniel Jakobsen, Asker Beck - Mathias Sauer, Frederik Ihler (71: Andreas Nybro), Emil Vestergaard (71: Oscar Artero Sørensen)

---------------------------------

Smalt nederlag til U15

U15 spillede lørdag en lige kamp mod Farum Boldklub (FCN), hvor det dog i sidste ende faldt ud til gæsternes fordel. AGF-drengene indledte kampen lidt på hælene, og det udnyttede FCN til at tage føringen. Men mod halvlegens slutning ændrede kampbilledet sig, og hjemmeholdet fik sat flere offensive aktioner ind. En af dem burde have ført til en udligning, men marginalerne og skarpheden manglede.

Efter pausen fortsatte U15 med at jagte en udligning, og i flere situationer blev bolden erobret på gunstige positioner med gode angreb til følge. Foran mål manglede dog den sidste gennembrudskraft, og derfor endte opgøret med et smalt nederlag.

- Bortset fra de første 20-25 minutter frem til deres scoring ser vi rigtig fine ud i resten af kampen. Vi får ikke konverteret det til scoring, men vi arbejder stenhårdt defensivt og finder gode løsninger i opbygningen. Det var generelt en god kamp for os, fordi vi virkelig blev testet i vores erobringsspil og opbygningsspil imod et hold, der er tydeligt afklaret og har en indarbejdet spillestil. Desværre ikke med et brugbart resultat til følge, men omvendt med en masse læring, som vi kan bruge fremadrettet, lyder opsummeringen fra U15-assistenttræner Kenneth Djoeneri.

Kampfakta - U15 Ligaen
AGF - Farum Boldklub 0-1 (0-1)
0-1: Mounir Jamal Secka (24')

AGF:
Jonathan Hutters - Oliver K. Andersen, Nicolaj Ellegaard (15: Emil Dissing), Malthe Stentoft,  Betram Zacho - Alexander Hansen, Lasse Madsen, Oscar Peier (45: Oliver Thunbo) - Gustav Junge (66: Bertram Haastrup), Laust Kaastrup, Hjalte Stokholm

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet