Norsk målhelt fylder 50

Af: AGF / Foto: Ole Nielsen - 4. april 2020, kl. 9:36

Håvard Flo fylder 50 år i dag.

Han nåede "kun" 53 kampe for AGF, men alligevel har nordmanden Håvard Flo sat et varigt mærke i den århusianske fodboldhukommelse.

For i de kampe scorede Håvard Flo 27 mål i de gode år i 90'erne, hvor det blev til pokaler og topplaceringer i Superligaen med et forrygende hold med navne som Thomas Thorninger, Stig Tøfting, Gunnar Lind, Johnny Vilstrup, Jan Bartram, Lennart Bak, Lars Windfeld, Martin Jørgensen og mange andre store spillere, der spillede i den hvide trøje i midten af 90'erne og som stadig huskes med kærlighed på Ceres Park og i resten af byen.

536a 18a 2-d 28d -4b 4b -b 003-8c 1fbe 136367_0_90_0_0_3071_1943_1440_911_1023de 7b

Især hjemme på Ceres Park var tiden med Flo på holdet gylden: I Flos tid i AGF spillede holdet således 35 ligakampe i Aarhus, hvor blot to blev tabt. 

I dag fylder Håvard Flo 50 år. I den anledning genudsender vi dette portræt fra et kampprogram i 2012, hvor Flo var tilbage i Aarhus, hvor han blev hyldet på Ceres Park og derfor også interviewet til kampprogrammet. 

Flo: - En fantastisk tid

"Køøøb ham. Køøøb ham. Køøøb ham," lød det fra tribunerne, da Håvard Flo efter 80 minutters spil lod sig udskifte i sin debutkamp for AGF.

Året var 1994. AGF havde fået en skidt start på efterårssæsonen med blot otte point (dengang gav en sejr to point) i de første 12 kampe og en målscore på 8-24. Holdet lå på tiende- og sidstepladsen og altså uden udsigt til forårets slutspil, som var forbeholdt de bedste otte i efteråret. Noget måtte gøres. Stig Tøfting blev hentet hjem fra Hamburger SV, og norske Håvard Flo blev lejet i Sogndal.

Tøfting var et sikkert kort, mens Flo nærmest var totalt ukendt for århusianske fodboldtilskuere. Ikke desto mindre var Flo på alles læber inden kampen. Hvad kunne han, ham den mystiske nordmand der var hentet få dage før hjemmekampen mod OB den 23. oktober 1994? Svaret gav Flo allerede i kampens fjerde minut, da han bragte AGF foran 1-0. Sjældent har der været større forhåbninger omkring en ny spiller, og sjældent har en spiller i den grad slået til fra første færd. For Flo var kun lige begyndt. Inden pausen gjorde han det til 2-0, og stemningen var nærmest euforisk på lægterne.

Ha ̊vard Flo

Siden blev det både 3-0 og 4-0 (ved Palle Sørensen og Lars Larsen), inden alle AGF-fans' nye helt tog plads på bænken, hvorfra han kunne se Lars Larsen gøre det til 5-0.

For Håvard Flo står kampen som noget ganske særligt.

- Det var helt fantastisk. Det var en lidt speciel start, jeg fik. Jeg kom nærmest susende ind fra siden et par dage før kampen, men Peter Rudbæk valgte at sætte mig på fra start. Jeg kan huske, at jeg var meget, meget nervøs. Det var lige efter, at OB havde spillet 1-1 ude mod Kaiserslautern, og de var storfavoritter mod os. Men så fik jeg scoret to mål, og så var den værste nervøsitet væk. Vi ender så med at vinde med 5-0. Det var en fantastisk start på en fantastisk tid i Århus, siger Håvard Flo, som kort tid efter debuten skrev under på en permanent aftale med AGF, som derved imødekom kravet fra tribunerne om et køb.

Thorninger _Flo

Pokaltriumfen
5-0-sejren blev et sandt vendepunkt for AGF. Da efterårets 18 runder var spillet, var AGF kravlet op på den ottendeplads, der gav adgang til slutspillet i foråret 1995. I slutspillet var AGF Superligaens næstbedste hold og nåede helt op som nr. fire, á point med bronzevinderne Silkeborg IF. I det hele taget blev OB-kampen startskuddet til den opblomstring, der kulminerede med pokaltriumfen i 1996.

En triumf som Håvard Flo husker som det andet store højdepunkt i tiden i AGF.

- Jeg husker pokalfinalen i Parken som en meget lige kamp, men vi vandt 2-0. Det er ikke så meget selve kampen, jeg husker. Det er mere fejringen efter kampen og modtagelsen i Århus. Det var en rigtig stor oplevelse.

78945b 9e -8c 63-45f 6-a 0f 3-8c 0985a 79b 60_0_90_0_0_2850_2022_1440_1022_6c 7c 4a 2a

Ud over pokaltitlen blev det til DM-sølv i 1995/96, inden Flo forlod AGF i oktober 1996, knap to år efter sin debut. Nordmanden indledte sæsonen 1996/97 i en veritabel målrus, som gjorde ham eftertragtet i større europæiske klubber. Efter 12 scoringer i 11 kampe skiftede Flo til Werder Bremen, som kom på banen med et tilbud, AGF ikke kunne afslå. De fleste havde nok indset, at Flos tid i AGF var forbi, da han scorede fire gange i 6-1-sejren over Silkeborg i det, der viste sig at blive hans sidste hjemmekamp. Hans sidste optræden for AGF var i 5-2-sejren i Viborg den 4. oktober 1996. Flo scorede to gange.

Kåret som den bedste
De mange mål - 27 i 53 kampe - og den store betydning for holdet i de gyldne sæsoner midt i halvfemserne gav Håvard Flo førstepladsen, da Århus Stiftstidende i april i år i en afstemning kårede den bedste AGF-angriber gennem tiderne.

- Det er fantastisk. Det var stort, at jeg overhovedet var i selskab med de store navne, der var med, men at jeg ligefrem vandt, det var en meget stor ære. Jeg tror, at en stor del af mine venner i Århus har været inde at stemme. Det siger de i hvert fald, griner den nu 38-årige Håvard Flo, der netop har indstillet en lang og flot karriere, der sluttede, hvor den begyndte - i Sogndal, som nu spiller i den næstbedste række i Norge. Naturligvis med en scoring...

Fakta
Håvard Flo
Født: 4. april 1970
Karriere: Sogndal, AGF (53 kampe, 27 mål), Werder Bremen, Wolverhampton, Sogndal
Landshold: 26 kampe, 7 mål.
Med ved VM 1998 i Frankrig, hvor Norge slog Brasilien. Flo scorede i 1-1-kampen mod Skotland.

Bonus-info:
Der var 5500 tilskuere til Flos debutkamp for AGF. I næste runde tog AGF i mod Lyngby (2-0) for øjnene af 8400 tilskuere. En tilskuerfremgang på 53 % på en uge.

5-0-sejren over OB blev startskuddet til en imponerende hjemmebane-statistik. I Flos tid i AGF spillede holdet 35 ligakampe i Århus. Udbyttet blev 24 sejre, 9 uafgjorte og blot to nederlag.

Skærmbillede 2020-04-04 Kl . 09.13.03 (1)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet